Landstræneren har ifølge Joachim Boldsen og Lars Christiansen leveret 'klassisk Ulrik Wilbek-spin' ved VM for at skåne både sig selv og spillerne
Der er en helt tydelig forskel på den Ulrik Wilbek, der er til VM i Spanien, og så den landstræner, der udadtil har optrådt langt mere selvsikker ved de to foregående slutrunder.
Blandt den udsendte danske presse i Sevilla snakkes der da også om det i krogene: Ulrik Wilbek har taget røgsløret med til verdensmesterskaberne, og han kaster det gerne ud for at beskytte landsholdet. Det er nemlig helt tydeligt, at den garvede landstræner har ændret kommunikations-kurs for at skåne holdet for det forventningspres, der går hånd i hånd med offensive udmeldinger om guld eller medaljer, som målsætningen var ved henholdsvis EM og OL.
Noget, der på afstand så ud til at tynge spillerne, selvom det resultatmæssigt gik godt ved EM med guldtriumfen, hvorimod OL blev en kæmpe nedtur. Fælles for begge slutrunder er dog, at spillet på intet tidspunkt kom til at fungere optimalt.
Den tidligere landsholdsstjerne Joachim Boldsen, der dækker VM som ekspert for TV2, er én af dem, der har lagt mærke til den ændrede retorik hos Wilbek, som kender spillet i medierne bedre end de fleste.
- Det er godt spin. Det er helt klassisk Wilbek-spin. Når han siger de der ting: ' Uha, vi skal også passe på Chile og Qatar, de er slet ikke så dårlige', og hvad han ellers har sagt. Jo, de ér dårlige. Det er fakta. Men hvis det får spillerne til at spille bedre, så kan han snakke lige så tosset, han vil; så er alle glade, lyder det fra Boldsen, der tilføjer:
- Målsætningen er jo også undervurderet. En semi-finale? Man kommer som regerende europamester og viceverdensmester. Så er målsætningen vel guld? Jeg er ikke så glad for den udmelding, men det virker til, at de ( spillerne, red.) har det godt med, at han underspiller det hele lidt, så de ikke udadtil har været så tårnhøje favoritter, som de reelt har været i den her pulje.
Og den vurdering får opbakning fra Boldsens tidligere landsholdskollega Lars Christiansen, som også mener, at Ulrik Wilbek har ændret sin kommunikationsstrategi for at undgå en gentagelse af sommerens OL-nedtur.
Her konstaterede landstræneren selv efter fem indledende gruppekampe, at ' nu starter OL'. For så derefter at ryge ud med et brag til Sverige i kvartfinalen.
- Han forsøger at dysse det hele lidt ned efter OL-slutrunden. Men når man tager herned som europamester, så tager man herned for at vinde. Det dér med, at man er tilfreds med semifinalen, det tror jeg er for at dæmpe forventningerne fra sådan nogle som os ( medier, red.), mener Christiansen, der selv spillede syv år under Wilbek på landsholdet.
Landstræneren køber dog ikke selv præmissen om, at han under VM har gjort modstanderne bedre, end de reelt er for samtidig at undgå, at Danmark er blevet gjort til alt for stor favorit.
- Det ved jeg s'gu ikke. Det kan jeg ikke huske, hvad jeg har sagt. Vi er mere defensive i forhold til målsætningen, det er rigtigt. Men jeg synes altid, at jeg prøver at være ydmyg i forhold til de modstandere, vi skal møde.
Men ligger der mere end ved de seneste par slutrunder en bevidst strategi om at forsøge at skåne spillerne for et forventningspres?
- Der ligger en bevidst strategi på den måde, at jeg synes, der rent faktisk er tre hold ( Spanien, Kroatien og Frankrig, red.), der på papiret er bedre end os, siger Ulrik Wilbek.
Den forklaring bider Lars Christiansen og Joachim Boldsen dog ikke på. Men de understreger, at de har forståelse for, at den danske landsholdsboss gør, hvad han kan for at skåne spillerne.
- Den var ikke gået, hvis jeg var med. Jeg havde sagt, jeg gik efter guld. Men der er ingen tvivl om, at det er en ansvarlig beslutning af Ulrik, hvis spillerne har følt, at det var hæmmende under EM og OL. På den her måde er det lettere at få oprejsning, siger Boldsen, mens Lars Christiansen også vurderer, at Wilbeks spin passer truppen rigtig godt.
Manden med flest optrædener og scoringer i den rød-hvide trøje ser i hvert fald et landshold, der hviler i sig selv.
- Der er helt vildt meget harmoni i truppen. Alle vil selvfølgelig spille, men det er tydeligt, at der er en oprigtig glæde, når nogen spillere har succes. Så er alle der med det samme til at juble, der er ikke nogen skjulte dagsordener. Det ser ud til, at holdet har det godt, og det er sindssygt vigtigt, mener Christiansen.









