Randers HKs franske fløj, Siriba Dembele, var flyvende mod KIF Vejen.
Randers HKs kvinder er blandt favoritterne til dette års danske mesterskab. Men hjemme i Elro Arena har Jan Leslies tropper haft lidt svært ved at sætte sig igennem.
I første hjemmekamp måtte Randers nøjes med uafgjort mod Team Esbjerg, og igen onsdag aften var gæsterne fra KIF Vejen tæt på hele vejen gennem kampen.
KIF Vejen førte ved pausen 11-10, og de to hold fulgtes ad et godt stykke ind i anden halvleg.
Randers har dog i venstrefløjen Siriba Dembele fået en interessant spiller med stort potentiale, og den franske landsholdsspiller var en afgørende faktor, da Randers i de sidste ti minutter fik overtaget og sikrede sig en sejr på 24-20.
- Jeg er tilfreds med indstillingen. Vi kan godt spille lidt bedre, end vi gør i dag, men jeg er glad for, at vi kæmper hele vejen, sagde Randers-træner Jan Leslie til TV2 Sport efter kampen.
I KIF Vejen-lejren var der knap så glade miner oven på holdets første nederlag efter to sejre.
- Jeg er pisse skuffet. Vi havde en god chance for at tage Randers i dag. men vi får ikke åbnet nok op for skud udefra, lød det fra Susanne Kastrup.









