Efter at have måtte sige farvel til en del rutinerede kræfter, bliver KIF Vejen i år nødt til at satse mere på unge talenter, og dermed kan det godt blive svært at følge op på sidste sæsons flotte resultater.
Truppen er blevet noget smallere og med playmaker Young Sokk Huh ude, grundet graviditet, så kommer der unge spillere i år mere i fokus.
- Vi har hentet Louise Burgaard der spiller u18, og hun kommer til at få meget spilletid, og det var ikke sket for to år siden. Så ingen tvivl, det er nye tider, men jeg fornemmer, at det det er sådan for langt de fleste klubber i ligaen, fortæller Lars Frederiksen til HBOLD.dk.
Klubben har været ude for at sondere terrænet for mulige spillere, men har ikke fundet det man søgte, i hvertfald ikke inden for de økonomiske rammer, som er blevet betydeligt begrænset i klubben.
- Lønningerne i KIF Vejen er jo blevet væsentligt mindre, og vi har ikke længere råd til at kaste en masse penge efter spillere. Så det skal være lysten til at spille håndbold for os der trækker, og der har vi måtte sande, at nogle af dem vi har kigget på, har været for dyre. Jeg ved ikke om vi bliver yderligere forstærket, og jeg har udelukkende fokus på det hold jeg har til rådighed, lyder meldingen fra Lars Frederiksen.








