AaB Håndbold er en del af en større koncern, der også rummer AaB Fodbold og AaB Ishockey, igennem AaB Håndbolds levetid, har klubben ofte været under beskydning for at bidrage negativt til koncernens regnskaber. Den kritik forventer man kan forstumme fremadrettet, hvor AaB Håndbold skal til at tjene penge.
AaB Håndbold har eksisteret i syv år og det har ikke været finanserne der har sikret klubbens eksistens, da det har været en underskudsforretning gennem længere tid. Men nu tyder det på, at der er nye tider i det nordjyske:
- Det danske mesterskab som vi vandt sidste sæson har været med til at øge indtjeningen, og derudover har vi også formået at nedbringe omkostningerne, så det ser mere positivt ud end nogensinde, siger Poul Sørensen til nordjyske.dk.
Poul Sørensen er administrerende direktør i koncernen og han har været i gang med en stor trimning af organisationen, hvilket skal betyde at man skal kunne vende flere års negative økonomiske resultater til positive. Hos AaB Håndbold har man henover sommeren sagt farvel til profiler som Kristian Svensson, Mattias Gustafsson, Daniel Svensson og Søren Rasmussen, mens man har hentet mindre løntunge spillere ind som erstatninger, og det har betydet et drastisk fald på omkostningssiden:
- Jeg vil ikke komme konkret ind på det, men hvis du skal have et tal, er det vel 20-25 procent som vores omkostninger er faldet med, og når vores indtægter samtidig stiger, så begynder enderne, at nå sammen, siger sportsdirektør i AaB Håndbold, Jan Larsen, til nordjyske.dk.









