Der er ikke mindst i forsvaret stadig en del at forbedre hos de danske håndboldherrer forud for VM
Udskilningen til det danske VM-hold er startet, og der bliver nok at spekulere på for landstræner Ulrik Wilbek, der på mandag fortæller, hvilke to spillere, der skal sorteres fra.
Den første af de tre kampe i Totalkredit Cup bød på lys og mørke, men desværre mest det sidste i en kamp, som det danske hold dog vandt med 30-29.
Landstræner Ulrik Wilbek havde valgt at lade de to bagspillere Rasmus Lauge og Nikolaj Markussen sidde over. De kunne fra tilskuerpladserne se deres holdkammerater være bagud 15-16 efter 30 minutter, hvor man godt kunne være bekymret for det danske forsvarsspil.
Ulrik Wilbek havde dikteret en start med Henrik Toft Hansen liggende fremme i et 5-1 forsvar, og det var bekymrende at se, hvor ringe det virkede. Henrik Møllgaard, der var lynende farlig i angrebet, blev simpelthen overbebyrdet, og hullerne omkring ham blev for store, fordi han ikke fik nok hjælp af sine backs.
Der var slet ikke bid i det danske forsvar, der overhovedet ikke spillede med den samme aggressivitet, som danskerne blev mødt med i den anden ende af banen.
Selv når tuneserne spillede indenfor tre-meter-linjen blev de ikke mødt af de tacklinger, som naturligvis skal sættes ind. Det gav svære arbejdsforhold for de to målmænd Niklas Landin og Jannick Green.
Landin startede mellem stængerne, men blev ganske naturligt taget ud efter næsten 19 minutters spil, hvor danskerne var bagud 8-11.
Det blev nu ikke så meget bedre med Jannick Green
Det positive så man i den anden ende af banen, hvor ikke mindst Henrik Møllgaard bankede boldene i mål ude fra. På fløjen var Hans Lindberg en sikker afslutter. Godt at se, at han fortsætter de forrygende takter fra Bundesligaen, hvor han er topscorer.
Mikkel Hansen fyrede et par missiler af, men var ikke lige heldig med alle sine afslutninger. Og i defensiven havde han det svært. Men overblikket i angrebet kan man ikke tage fra Hansen.
Spillerne havde tilsyneladende glemt, hvad Ulrik Wilbek havde prædiket i pausen. Der gik i hvert fald ikke en gang fire minutter af anden halvleg, før Ulrik Wilbek for anden gang i kampen smed sit timeout-kort.
Og det var tydeligt at se, at landstræneren var alt andet en tilfreds. De grimme gloser hjalp tilsyneladende, for ved 22-21 kom danskerne for første gang igen foran siden 7-6. Skønt var det at se unge Casper Ulrich Mortensen udnytte nogle præcise udkast til sikre scoringer.
Man gik også hurtigt væk fra et forsvar med Kasper Irming liggende langt fremme. Ved 21-21 kom Niklas Landin igen på mål, men det var ikke nogen Landin i VM-form, vi fik at se, selvom forsvaret blev en smule bedre.
Det var dog kun få minutter Landin fik, så blev han flået ud efter en uheldig indsats.
Ti minutter før tid var det farvel til Jesper Nøddesbo, der fik sin tredje udvisning.
Dansk topscorer var Casper Ulrich Mortensen, Mikkel Hansen og Hans Lindberg alle med fem mål.








