Det blev på alle måder en stor weekend for BSV i Champions League.
Det kører for Casper U. Mortensen for tiden. Søndag var han topscorer med syv mål, da hans klub, Bjerringbro-Silkeborg, vandt sin første udekamp i Champions League ved at besejre Skt. Petersborg hele 35-23.
Mandag blev han så udtaget af Ulrik Wilbek til den landsholdstrup, der i begyndelsen af december samles i Aalborg som led i forberedelsen til VM i Spanien i januar. Her er han spidskandidat til at snuppe den fløjplads, der står åben efter Lars Christiansen.
Og endnu mere medgang for Casper U. For den unge BSV-fløj er ifølge sporten.dks oplysninger også blevet nomineret til rundens Champions League-hold for præstationen i Rusland.
Det er anden gang, Casper U Mortensen opnår denne udmærkelse, idet han også i 2. runde af turneringen blev udråbt til bedste venstre fløj.
Den 22-årige fløj har tidligere spillet for Viborg HK og Fredericia, men han fik sin håndboldopdragelse i FIF og nåede også at optræde for Ajax, inden turen gik til Jylland.









