Den tidligere AGK-træner er trist over Jesper Nielsens afsked, og han frygter for, hvad det kan det betyde for dansk håndbold.
- Det er forfærdeligt. Det er noget af det mest triste, jeg længe har hørt. Jeg fik fandeme ondt i maven, da jeg hørte det, siger Klavs Bruun Jørgensen som det første, da sporten.dk fanger ham på telefonen.
Klavs Bruun kom for snart et år siden skævt ud af AG København med sin trænermakker Søren Herskind, da de selv valgte at sige op, men reelt mente, at de blev presset ud af ledelsen - men det til trods så er den tidligere landsholdsprofil ked af, at Jesper 'Kasi' Nielsen nu er fortid i AGK og dansk håndbold.
- Så kan det godt være, at der er nogen, der går rundt nu og gnider sig i hænderne og siger 'hvad sagde jeg'. Men det er fordi, de er nogle stupide idioter, der ikke fatter, hvad der er godt for dansk håndbold, lyder det fra Klavs Bruun, der fortsætter:
- Vi trænger til at blive rusket lidt i i Danmark, og det har Jesper gjort. Så kan man mene, hvad man vil, og nogle gange kan man være træt af ham - det var jeg da også nogle gange, da jeg arbejdede for ham - men der er ikke nogen tvivl om, at han har bidraget med fantastisk meget til håndbolden.
Efter mere end to år som træner i klubben har Klavs Bruun en vis indsigt i det, der foregår på ledelsesgangene, men han har ikke et bud på, om Kasi-Jesper forlader AGK på grund af en mediehetz fra Ekstra Bladet, eller fordi han reelt ikke har flere penge.
- Selvfølgelig har der været meget snak om hans økonomi, men jeg aner ikke, hvad der er sket i kulisserne. Jeg ved bare, at enhver - det handler ikke kun om Jesper - kan se, hvis noget gør ondt på et familiemedlem, og det er ikke sjovt. Så synes jeg, det er forståeligt, hvis man trækker sig, siger Klavs Bruun, som i det hele taget mener, at hans tidligere chef har fået en alt for hård medfart.
- Det er helt ude af proportioner i min bog . Jeg kan ikke huske nogen - ikke engang en detroniseret Flemming Østergaard - der har fået den behandling eller været udsat for det pres. Når man ved, at manden kæmper 100 procent for det og med sine egne penge, så synes jeg, det er dårlig stil at gå så hårdt efter manden. Det er sløjt af Ekstra Bladet, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Den tidligere træner i klubben, som i den kommende sæson står i spidsen for Team Tvis Holstebro, vurderer, at AG København bør have muligheder for at fortsætte
- Det bliver jo spændende nu at se, hvad der sker, og om der forsvinder spillere. Men hvis man stadig kan have et nogenlunde slagkraftigt hold, så er der stadig gode muligheder. Det, de har skabt rent sponsormæssigt, det fås ikke bedre. Lige nu er der en platform som er ret attraktiv for nye investorer. Og AGK har stadig et brand og et koncept, som er unikt i dansk håndbold, siger Klavs Bruun Jørgensen.









