Mændenes håndboldsæson blev tirsdag skudt i gang med finalen i Super Cup.
Bjerringbro-Silkeborg (BSV) må fortsat nøjes med at drømme om klubbens første titel. Tirsdag var chancen der ellers, da holdet i Aalborg mødte hjemmeholdet i den såkaldte Super Cup som optakt til den nye sæson, der begynder om en uge. Men finalen blev en skuffelse for sidste års sølvvindere.
Aalborg vandt nemlig kampen klart 25-19 (12-10) og fik dermed en fin optakt til den nye sæson, hvor begge finalemodstanderne regnes blandt favoritterne til at tage medaljer.
- Det er dejligt at få den første titel i hus. Så er man ligesom kommet i gang. Jeg har set frem til at finde ud af, hvordan vi stod i dag, og det så meget godt ud. Sådan en sejr giver selvtillid, og vi ved nu, vi er klar til de kampe, der kommer, sagde Morten Slundt, der er en af Aalborgs nye spillere i denne sæson, til TV2 Sport.
En anden ny mand i Aalborg-truppen er Mads Mensah Larsen, som nordjyderne har hentet i konkursramte AG København. Også han havde det store smil på efter sejren.
- Det er selvfølgelig Super Cup, og det er ikke det, det først og fremmest handler om. Men alle titler er værd at spille for, så vi er glade, sagde den talentfulde bagspiller til TV2 Sport.
- Jeg har glædet mig til at komme i gang med kampe, der betyder noget. Og jeg håber, jeg kan bidrage med noget gejst og noget godt spil til holdet, sagde Mads Larsen.
For Aalborgs nye træner, Nicolaj Jacobsen, var sejren utvivlsomt ekstra dejlig, da den nybagte cheftræner besejrede sin egen læremester gennem adskillige sæsoner, BSV-træner Carsten Albrektsen. Så nu har Albrektsens assistent fra sidste sæson håneretten indtil næste møde mellem de to i Håndboldligaen, der begynder 5. september.
Finalen stod i øvrigt og lidt pudsigt mellem sidste sæsons nummer to og pokaltaberen. Men da mester og pokalvinder AG København jo ikke eksisterer mere, forklarer det, hvorfor man måtte ty til en finale mellem toerne i det, der burde være kampen mellem mesterhold og pokalvinder.








