Nikolaj Jacobsen har målet klar som ny træner i Aalborg Håndbold.
Ganske vist tiltræder han først jobbet som cheftræner i Aalborg Håndbold til sommer.
Men Nikolaj Jacobsen har allerede målsætningen for sine tre kommende år i den ambitiøse klub klar.
- Vi skal være tophold, sagde han på et pressemøde i det nordjyske i går, hvor det samtidig blev offentliggjort, at han får sin tidligere holdkammerat i THW Kiel og Viborg HK, Morten Bjerre, som assistent.
Nikolaj Jacobsen ville dog ikke at garantere, at Aalborg under hans ledelse snupper DM-guldet.
- AG København er suveræne. Og det vil de blive ved med at være et langt stykke tid endnu - hvis altså ikke de lige pludselig laver om på deres økonomiske rammer, sagde han.
Efter denne sæson siger Aalborg Håndbold farvel til målvogter Søren Pedersen og landsholdsreserven Henrik Møllgaard.
- Jeg har sagt til klubledelsen, hvilke spillere jeg godt kunne tænke mig i stedet. Men uanset om jeg får mine ønsker opfyldt eller ej, er målet, at vi skal spille seværdig håndbold. Sådan lidt kontra-stærkt ’THW Kiel Light’ tilsat masser af tekniske finesser, sagde Nikolaj Jacobsen.
Jobbet i Aalborg Håndbold bliver den 40-årige eks-landsholdsspillers første som cheftræner efter han de seneste syv år har ageret assistent i Viborg HK og Bjerringbro/Silkeborg.
- Jeg føler min læretid er slut. Nu er jeg klar til at stå på egne ben. Men selvom aftalen med Aalborg kun er treårig, vil jeg ikke afvise, at jeg bliver heroppe endnu længere tid, sagde Nikolaj Jakobsen, der af sin kommende klubledelse har fået accept til fortsat at være ekspert-kommentator på TV2s håndboldtransmissioner.
- I de perioder han er væk, får Morten Bjerre ansvaret for træningen. Det ser vi ingen problemer i. Faktisk vil det kun være en fordel for os og holdet, at Nikolaj holder sig ajour med, hvad der foregår internationalt, sagde Aalborg Håndbolds sportsdirektør Jan Larsen.
Han håber, at man med ansættelsen af Nikolaj Jacobsen får lagt låg på den uro, man i denne sæson har haft på trænerposten.
Først blev Jakob Vestergaard fyret. Og senest har det norske håndboldforbund sat en kæp i hjulet for, at Robert Hedin på samme tid kan træne både Aalborg og Norges herrelandshold.
- Vi ville gerne have beholdt Robert. Men når det nu ikke kunne lade sig gøre, er vi glade for, at vi kunne få Nikolaj. Hans navn har i lang tid stået øverst på vores ønskeseddel, sagde Jan Larsen.
Nikolaj Jacobsen og Morten Bjerre har ingen aktuelle planer om at flytte til Aalborg. De bor begge i Viborg, og vil hver dag tage turen fra Domkirke- til Limfjords-byen i bil.








