Grit Jurack scorede ikke færre end 15 mål, da Viborg-spilleren medvirkede til at nedsable FC Nürnberg.
- Jeg har aldrig scoret så mange mål i en Champions League-kamp før. Det er vist sket i en landskamp eller i en almindelig ligakamp, men det er nok mindst 10 år siden, sagde en grinende Grit Jurack efter kampen til sporten.dk
Jurack var i målhumør, men hun medgiver, at betingelserne heller ikke var de sværeste.
- Forsvarsspillerne foran mig var ikke ret store, så det var selvfølgelig lettere end normalt, men jeg havde også bare en god dag, konstaterede Grit Jurack.
Tyskerne fulgte egentlig godt med i kampens start og var med til 10-10, men gæsterne kom til Viborg med en smal trup, og det profiterede hjemmeholdet af.
- Vi kom skidt i gang og fik slet ikke gang i vores returløb, og det er skidt mod et hold, hvis eneste våben er kontraangreb, da deres bagspillere ikke var nogen reel skudtrussel. Men vi fik en opsang og vidste, at de ville knække fysisk på et tidspunkt, for de brugte kun syv spillere. Og da vi først fik styr på vores returløb, var det forholdsvis problemfrit, siger Grit Jurack.
Viborg fører gruppe D med fire point for to kampe. Slovenske Krim møder søndag franske Metz, og vinder Krim som ventet det opgør, deler Viborg og Krim førstepladsen i gruppen. To hold går videre, men Viborg vil slutte på førstepladsen. Den kan holdet komme meget tættere på med en sejr i Slovenien om en uge.
- Vi er ikke tilfredse med bare at komme videre, vi vil vinde gruppen for at få en nemmere modstander i næste runde, og derfor skal vi helst vinde i Krim. Vi ved, det bliver svært, for det er ikke noget nemt sted at spille, siger Grit Jurack







