Den tidligere verdensetter erkender, at han går efter pengene, når sæsonplanen tilrettelægges
Inden Tiger Woods på torsdag overhovedet har slået sit første slag I European Tour-turneringen Abu Dhabi HSBC Golf Championship har han kunnet sætte godt to millioner dollar, omkring 12 millioner kroner, ind på bankbogen.
Så meget får den tidligere verdensetter – der nu er nr. 25, men kan nå top 10 igen, hvis han vinder på søndag – for overhovedet at stille op, og Woods indrømmer blankt, at udsigten til startpenge på mange måder er afgørende for hvor han spiller, når han tilrettelægger sin sæsonplan.
-Det med startpengene er da også en af grundene til, at mange af dem som spiller i Europa netop gør det, fordi de tilbydes startpenge, fastslog Woods på et pressemøde i Abu Dhabi tirsdag, og tilføjede:
-Jeg tror at US Tour er den eneste, som ikke betaler, men enhver ved, at en masse spillere stiller op overalt i verden, og får startpenge for det.
Så der er en forklaring på, hvorfor Woods har valgt for første gang i 16 år ikke at starte sæsonen på PGA Touren, der i denne uge er i aktion i Torrey Pines, hvor Woods ellers har særdeles gode minder fra. Det var f.eks. her han vandt sin seneste majortitel, US Open 2008.
LÆS OGSÅ: Fra skolebænk til top 100 på rekordtid
Banken HSBC, hovedsponsor for Abu Dhabi Golf Championship, er ikke det mindste i tvivl om, at de 12 millioner det har kostet at lokke Woods til De forenede arabiske Emirater, er givet godt ud, ja, faktisk at beløbet allerede er tjent ind igen, inden starten på turneringen.
Man regner således med mere end en fordobling af sidste års tilskuertal som var på 40.000.
-Tiger er sådan en gigant i sporten, at tilskuerne vil strømme til, siger HSBC’s sponsorchef Giles Morgan. – Det er fascinerende, den måde han har arbejdet med sit spil og fået orden på sin tilværelse igen. Jeg ved, at han ser 2012 som året, hvor han ønsker det skal give resultat.
-Han er en superstjerne. Ikke alle og enhver har haft chancen for at komme og se ham, og han er stadig meget, meget attraktiv, siger turneringens direktør Peter German.
Kilde: BBC og Belfast Telegraph









