Højdramatisk afslutning, da Kyle Stanley smed sikker tre slags føring på sidste hul og efterfølgende tabte i omspil
Kyle Stanley lignede et godt bud på en vinder, da han søndag tog hul på finalerunden af Farmers Insurance Open med en fem slags føring til de nærmeste forfølgere.
Men Brandt Snedeker havde på forhånd bebudet, at han følte at en sejr lå lige om hjørnet, og med en finalerunde i 67 slag tvang han Stanley ud i omspil om titlen.
Stanley havde tangeret rekorden for laveste score efter 54 huller, men på finaledagen faldt spillet sammen for den unge amerikaner, der brugte 74 slag.
I omspillet trak Snedeker det længste strå og kunne dermed notere sig karrierens tredje PGA Tour sejr, mens Stanley fortsat venter på den første.
Stanley stod ellers med et sandjern i hånden og 70 meter til pinden på 18. hul. Stanley førte på det tidspunkt med tre slag og sejren synes at være i hus.
Men approach slaget blev ikke præcist nok, og bolden spandt i vandet. Tilbage på greenen tre-puttede Stanley fra 13 meters afstand og gik derfra med en triple bogey.
Snedeker, der var i klubhuset, som den førende spillere, var godt i gang med at fortælle pressen at han ikke havde chancen for at indhente Stanley, der trods alt startede finalerunden med et for stort forspring.
Men pludselig havde Stanley inviteret Snedeker indenfor, og Snedeker takkede for invitationen ved at vinde det efterfølgende omspil.
- Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan slet ikke forstå, hvad som er sket den sidste halve time. Jeg føler i den grad med Stanley, og jeg vil aldrig ønske den slags ske for nogen som helst. Ikke engang min værste fjende. Jeg er oprigtigt talt ked af, at han skulle opleve det han gjorde, lød det medfølende fra Snedeker.
Stanley var efterfølgende tydeligt påvirket af situation.
- 18. hul er ikke noget svært hul. Jeg vil formentligt kunne spille det tusind gange og ikke gå derfra med en 8’er på noget tidspunkt, lød det fra 24-årige Stanley, der på banens letteste hul på Torrey Pines lærte, hvor grusomt et spil golf kan være.
På en højdramatisk søndag sluttede John Rollins på tredjepladsen (-14), mens Bill Haas og Cameron Tringale delte fjerdepladsen i -12.









