USA vil vinde Ryder Cup med hjælp fra en skræddersyet hjemmebane, fanatiske tilskuere og et stærkt fokus på at slå verdens bedste golfspiller lige nu
I fodbold fyger det ofte med anklager om dårlig stil, hvis hjemmebaneholdet har den frækhed at præparere banen til egen fordel.
I golfverdenen er de ikke så sippede.
Her er der for eksempel fuld forståelse for, at værterne fra USA torsdag eftermiddag i anledning af den 39. udgave af Ryder Cup byder velkommen til Medinah Country Club i staten Illinois med en indretning af de 18 hullers grønsvær, der favoriserer hjemmebaneholdet.
Tiger Woods og co. har det bedst, når de kan fyre deres lange drives af sted uden at tænke alt for meget på at havne i uføre, og der har de en stor fordel på Medinah.
Som Europas vindende kaptajn fra 2010, Colin Montgomerie, skriver i sin klumme i engelske Sunday Telegraph om den beslutning truffet af USAs kaptajn Davis Love III:
- Han vil være helt fremme i skoen på hjemmebane, og han har sat Medinah op uden rough og med hurtige greens. Fair nok. Jeg satte Celtic Manor (Ryder Cup-banen i Wales i 2010, red.) op med masser af rough og meget langsomme greens. Som hjemmebanekaptajn skal man bruge de fordele, man kan.
På Medinah har Tiger Woods også vundet de seneste to gange, der er spillet et større mesterskab på banen, men selvom han er sejrsvant på de kanter, så tænker Viasats golfkommentator Henrik Knudsen ikke, at Woods har en særlig fordel af at have vundet på banen før:
- Det kan han ikke bruge til ret meget, for der er lavet om på alle 18 greens, og det er normalt her, at Tigers banekendskab kommer til sin ret. Han laver jo normalt analyser med hjælp fra tv-billeder, men det hjælper ham ikke her, siger Henrik Knudsen.
Hvis ikke banen får europæerne ned med nakken, så har amerikanerne forhåbninger om, at tilskuerne måske kan. Tæt på golfanlægget ligger sportsgale Chicago, hvorfra fans vil strømme til Ryder Cup.
Og det vil være fans, der ikke er opdraget med samme etikette som det normale golfpublikum, der aldrig kunne drømme om at komme med tilråb til modstanderne. Kaptajn Davis Love III har store forventninger til deres opbakning:
- Første tee kan blive det mest larmende, de her spillere nogensinde har prøvet. Jeg forventer en masse lidenskab. Hvis vi vinder huller, vil det blive ret så larmende derude. Det er det, hjemmebanefordel handler om, siger Davis Love III.
Af andre trick kan nævnes, at Love har allieret sig med basketlegenden Michael Jordan som assistent på holdet, mens Justin Timberlake som ekstra glasur på kagen er udnævnt som den første US Ryder Cup-ambassadør nogensinde.
Et vigtigere led i amerikanernes plan er dog at få stækket og knækket verdens bedste golfspiller lige nu, Rory McIlroy. En af USAs veteraner, Jim Furyk, har lagt pres på ved i optakten at udråbe McIlroy til at være ’a marked man’ - manden som de amerikanske spillere gerne vil slå. Og den bakker Tiger Woods op om:
- Det er en del af det at ligge nummer et, det er en del af det at vinde store mesterskaber. Man vil altid forsøge at pille deres bedste spiller ned, siger Woods.
Men Leif Nyholm, golftrænerlegende og medkommentator under Ryder Cup på Viasat Golf og TV3 Puls, tror nu ikke, at en slagen McIlroy gør det alene for USA:
- De vil føle, at de får hugget hovedet af slangen ved at vinde over ham, men hvis det sker, tror jeg bare, Europa vil komme tilbage og være endnu mere onde i sulet, siger Nyholm, der har følgende vinderbud:
- Europa. USA har ikke haft et stærkere hold i mange år, men inderst inde tror jeg på Europa.








