Tiger Woods er i fare for ikke at slå Jack Nicklaus' rekord på 18 majors. Han spiller i øjeblikket ikke som en mand, som har tænkt sig at vinde yderligere fem Majors. Vi har kigget på hvordan chancerne er.
Tiger Woods har de seneste mange år set urørlig ud på verdensscenen i golf. Han er marcheret fra sejr til sejr, og længe har det set ud som om, at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville udslette samtlige rekorder og skrive sig selv ind i historiebøgerne som verdens bedste golfspiller nogensinde. En længere krise har dog smidt grus i den ellers velsmurte Tiger-maskine.
Jack Nicklaus vandt i sin imponerende karriere 18 major-titler. Tiger er nu stagneret på 14, og umiddelbart ligner den nu 34-årige Tiger Woods ikke en spiller, som kommer til at vinde yderligere fem Majors.
Ingen spiller har nogensinde vundet fem majors efter de er fyldt 35 år, og det er den udfordring Tiger står overfor, hvis han ikke formår at vinde årets sidste af slagsen, US PGA Championship.
For yderligere at illustrere hvor svært det er at vinde fem Majors, kan det nævnes, at ingen aktive golfspillere (udover Tiger) har vundet så mange i hele deres karriere, og at kun 18 spillere i verdenshistorien nogensinde har vundet fem Majors.
Tigers ønske om at snuppe Nicklaus’ rekord hænger således i en tynd tråd, hvis man skal tro statistikken.
Udover sin jagt på Jack Nicklaus’ Major rekord, jagter Tiger også en række andre rekorder. Mens det ser svært ud for Tiger med hensyn til Nicklaus’ Major rekord, er andre rekorder allerede slået eller indenfor rækkevidde. Eksempelvis har Tiger Woods vundet 71 gange på PGA touren og jagter to spillere med flere sejre. Igen er det Jack Nicklaus med 73 sejre og afdøde Sam Snead med 82 sejre. Tiger mangler derfor kun tre PGA Tour-sejre for at overhale Jack Nicklaus på den liste.
Jack Nicklaus regnes af mange som verdens bedste golfspiller gennem tiderne, og netop derfor har Tiger et ønske om især at udslette Nicklaus’ rekorder.
Hvis man sammenligner de to, havde Jack Nicklaus vundet 12 PGA Tour turneringer, inden han blev 25. Tiger vandt 24 PGA Tour turneringer, inden han blev 25. I årene mellem 20 og 30 (alder) havde Jack Nicklaus 30 sejre - Tiger 46. Tiger har således hele tiden været ”foran” Nicklaus, men sex-skandaler m.m. har sat en midlertidig kæp i hjulet for Tiger.
LÆS OGSÅ: Se hvor meget Tiger tjener
LÆS OGSÅ: Major-sejr til Langer








