Tiger Woods sæsondebuterer sammen med verdens top 4 og Danmarks top 5
Verdens fire bedste spillere; Luke Donald, Lee Westwood, Rory McIlroy og Martin Kaymer er alle til start i ugens Abu Dhabi HSBC Golf Championship.
Alligevel retter en stor del af opmærksomheden sig mod en spiller, der ligger på en beskeden 25. plads på verdensranglisten. Men den spiller er Tiger Woods
- Jeg er meget spændt på at komme i gang. Jeg ser frem til at teste mit spil i et meget stærkt felt, fortæller Tiger Woods til sin egen hjemmeside.
Han vandt i december Chevron World Challenge, og det var hans første triumf i mere end to år.
- Det var en god måde at slutte sæsonen på, og forhåbentlig vil jeg vinde et par stykker mere i 2012, siger Tiger Woods.
Ifølge BBC kan Tiger Woods med en sejr i Abu Dhabi med stor sandsynlighed rykke tilbage i verdens top 10.
Feltet i Abu Dhabi er uhyre stærkt, og med store forventninger tager vinderen af turneringen i både 2008, 2010 og 2011, Martin Kaymer, imod udfordringen fra Tiger & Co.
- Naturligvis er Abu Dhabi en meget speciel turnering for mig. Jeg elsker banen, og jeg har spillet noget af mit bedste golf på The National. Det utrolige felt betyder, at det bliver specielt, og det vil blive min hårdeste Abu Dhabi udfordring endnu, siger Martin Kaymer.
Fem danskere er med i Abu Dhabi. Mens Thomas Bjørn varmede op med en ganske stabil præstation i Volvo Golf Champions er der sæsondebut til Anders Hansen, Søren Hansen, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.









