Annika Sörenstam fik sagt et flot farvel til golf på europæisk grund.
Farvel Europa.
Simons Golf Club i Kvistgaard fik æren af at være den sidste golfbane i Europa, hvor verdens mest kendte kvindelige golfspiller, svenske Annika Sörenstam slog sine sidste perfekte slag.
- Jeg ville naturligvis gerne have vundet og spillede også til det. Jeg må bare konstatere, at der var to, der var bedre. Jeg var virkelig indstillet på at lægge pres på mine medspillere, men min putter ville ikke, som jeg gerne ville have den til, konstaterede den sympatiske svensker efter sin runde i 71 slag, hvilket gav en tredjeplads et enkelt slag foran Iben Tinning.
- Det har været en rigtig dejlig uge i Danmark. Jeg har virkelig nydt det og har været glad for at spille sammen med Iben, kom det fra den svenske topspiller, efter hun har givet sin danske veninde et rigtigt stort knus, som tak for denne gang.
Det er tydeligt at se, at de to spillere virkelig sætter pris på hinanden, hvilket de da heller ikke lagde skjul på efter de to første runder, hvor de spillede sammen.
- Vi havde det virkelig hyggeligt og fik grinet en del, sagde Annika Sörenstam allerede efter den første runde.
Hun har stadig nogle turneringer tilbage, men det hele er slut, når Europa Touren i december kommer til Dubai.
- Undervejs tænkte jeg ikke på, at det var sidste gang, jeg spillede Europa. Mit fokus gik på et godt resultat, siger Annika Sörenstam, der naturligvis blev stærkt hyldet, da hun på 18. green havde sendt det sidste putt i til en par.
De to svensk-danske veninder kæmpede til allersidste slag om tredjepladsen.
- Jeg er glad for min fjerdeplads. Jeg er også meget glad for, at det for første gang er lykkedes at få Annika til Danmark. Desværre har der ikke været tid til, at vi denne gang kunne gå på restaurant med hinanden og hygge os sammen. Sådan er det at have en lille dreng, der også gerne vil se sin mor. Heldigvis fik vi spillet de første 36 huller sammen, siger Iben Tinning, der startede runden et slag efter Annika Sörenstam og sådan endte det også.
Iben Tinning kalder det vemodigt at skulle sige farvel til kvindegolfens største stjerne.
- Men heldigvis ses vi endnu en gang på banen – nemlig når sæsonen slutter i Dubai. Det har været helt suverænt at have hende i feltet her, siger Iben Tinning, der har nydt de tre runder på dansk grund.
- Det har været fantastisk. De rigtig mange tilskuere har været en kæmpestøtte undervejs. Det var nærmest, som om de bar mig frem , siger Iben Tinning, der fortsætter på Europa Touren om fire dage i Østrig.
Turneringen fik en overraskende vinder. Engelske Melissa Reid førte med seks slag før sidste runde, men kom aldrig i gang og brugte 73 slag. Det var syv flere end tyske Martina Eberl, som dermed lige præcis overhalede den blot 20-årige englænder.







