Rory McIlroy var brilliant og uimodståelig, da han søndag vandt sin anden FedExCup sejr i træk. Med sejren skrev den 23-årige nordirer sig ind i historiebøgerne side om side med Woods og Nicklaus
Rory McIlroy vandt søndag sin anden FedExCup-slutspilsturnering i træk. Med sejren i BMW Championship har McIlroy nu vundet fire turneringer i indeværende sæson og tre af sejrene er kommet i de sidste fire turneringer den unge nordirer er stillet op i.
Det var samtidig McIlroys sjette sejr på PGA, og dermed rykker han op i en kategori sammen med Tiger Woods og Jack Nicklaus som de eneste spillere, der har prøvet at vinde så mange turneringer allerede som 23-årig.
Efter søndagens sejr løftede McIlroy lidt af sløret for, hvordan verdenen ser ud fra den unge nordirers position.
- Jeg er endnu ikke der, hvor Tiger har været i mange år, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg siger til mig selv, at jeg selvfølgelig er den, som skal løfte trofæet i slutningen af ugen. De sidste fire uger har været helt fantastiske, og nu gælder det bare om at holde den gående så længe som overhovedet muligt, lød det fra McIlroy, der sluttede samlet 20-under-par.
Den tidligere verdensetter Lee Westwood forsøgte hele søndagen at indhente den 23-årige wonder boy, men måtte til sidst tage til takke med en andenplads i -18. En placering Westwood kom til at dele med Phil Mickelson.
- Jeg har spillet med ham siden han var 13 år, og allerede dengang var det tydelig for enhver, at det kun var et spørgsmål om tid, førend han ville vise os alle, hvor fantastisk en golfspiller han er, forklarede Westwood der med andenpladsen sikrede sig en plads i TOUR Championship-finalen.
Tiger Woods sluttede på en delt fjerdeplads (-17) sammen med Rober Garrigus mens Dustin Johnson og Adam Scott fulgte lige efter i -16.
Rory McIlroy, Tiger Woods, Nick Watney, Phil Mickelson og Brandt Snedeker går ind til sæsonfinalen i FedExCup’en vil vidende, at de alle har de gode chancer for at vinde den samlede FedExCup.
Det har den forsvarende mester Bill Haas til gengæld ikke. Det lykkedes ikke for Haas at kvalificere sig, og for sjette år i træk bliver TOUR Championship spillet uden deltagelse af den forsvarende mester.










