De to danske golfspillere avancerede næsten 50 pladser i Marokko.
De to danske golfspillere Thomas Bjørn og Jeppe Huldahl tog et pænt stykke op af tabellen i anden runde af Europa Tour-turneringen Trophee Hassan II i Marokko.
Huldahl avancerede 35 pladser og Bjørn 15 pladser, og før de to finalerunder deler de en placering som nummer 26 fem slag under par.
Jeppe Huldahl kom rundt i 66 slag – seks under par – mens Thomas Bjørn brugte to slag flere. Huldahl lavede to eagles på sine tre første spillehuller, men også en bogey.
De to danskere har dog stadig et pænt stykke op til de førende. Walisiske Rhys Davies er 13 slag under par på en førsteplads, mens Louis Oosthuizen, Sydafrika, Thomas Levet, Frankrig, og Ignacio Garrido, Spanien, alle er et enkelt slag efter som nummer to.’








