Halvvejs gennem kvalifikationsfinalen til British Open er Morten Ørum Madsen gået alene i udbrud. Også Lucas Bjerregaard ligger lunt i svinget.
Hvis Morten Ørum Madsen kan fortsætte stilen i eftermiddagens anden runde i den afgørende lokale kvalifikation til British Open ligner det alvorligt en British Open-debut til silkeborgenseren.
Morten Ørum Madsen lagde på Southport & Ainsdale ud med en fantomrunde i 65 slag (-7) - efter en eagle, syv birdies og to bogeys. Det har ingen af de 72 spillere i feltet været i stand til at matche, og dermed går Morten Ørum Madsen ud til eftermiddagens afgørende 18 huller med et forspring på tre slag til de nærmeste konkurrenter og fire slag ned til spillerne på fjerdepladsen.
Tre spillere kvalificerer sig fra hver af de fire baner, og tingene ser også lovende ud for Lucas Bjerregaard, der er i aktion på West Lancashire. Frederikshavneren tilbagelagde sine første 18 huller i 70 slag (-2), og det rækker indtil videre til en delt syvendeplads - blot et enkelt slag fra spillerne på den delte andenplads.
Der er dog stadig en lille flok spillere de to baner, som mangler at blive færdige med deres første runder. Morten Ørum går ud på anden runde 16.25, mens Lucas Bjerregaard tog hul på sine sidste 18 huller 14.20 dansk tid.
De to øvrige danskere, der prøver lykken i det engelske, må dog nok vinke farvel til British Open-drømmen for denne gang. Christian Baunsøe og Lasse Sonne Nielsen ligger langt tilbage efter runder i +6 og +7 på hhv. St. Annes Old Links og Hillside.









