Sergio Garcias sejr ved Wyndham Championship betød ingen forskydninger i toppen af verdensranglisten, hvor Rory McIlroy stadig er verdens bedste.
Rory McIlroy beholder tronen som verdens bedste golfspiller for anden uge i træk. Mange af verdens bedste golfspillere holdt fri i sidste uge, enten som optakt til fire ugers FedEx Cup-slutspil, eller også grundet et hul i turneringskalenderen på Europatouren.
Sergio Garcia udnyttede sidste grundspilsturnering i FedEx Cuppen til at sikre sig sin første sejr på PGA Touren i fire år, efter at han vandt den regnvejrsafbrudte Wyndham Championship.
Med sejren fulgte også 42 verdensranglistepoint, og det sender Garcia op som nummer 17 på verdensranglisten. Her startede den karismatiske spanier også året, og som bonus giver sejren formentlig også en plads på det europæiske Ryder Cup hold.
Ingen af de danske Europatour-spillere spillede i denne weekend grundet det førnævnte hul i turneringskalenderen, men derimod spillede mange danskere på Challengetouren ved ECCO Tour Championship. Her blev Anders S. Hansen bedste dansker på en femteplads, og han rykker dermed knap 200 pladser frem som nummer 869 på verdensranglisten.
Thomas Bjørn er fortsat bedste dansker som nummer 41, mens Anders Hansen og Thorbjørn Olesen er henholdsvis nummer 59 og 89 på verdensranglisten. Søren Kjeldsens 131. plads runder danskerne af i top-300 på verdensranglisten.
Du finder den fulde verdensrangliste lige her.







