Søren Hansen er som nummer fem kun fire slag fra førstepladsen
Søren Hansen er efter de to første runder af den store WGC-turnering CA Championship en af kandidaterne til at snuppe førstepladsen og de godt 7,5 millioner kroner, som den giver.
For anden dag i træk gik danskeren The Blue Monster, som banen i Doral i Florida kaldes, i 69 slag, og det betyder, at Søren Hansen deler femtepladsen med irske Padraig Harrington.
De to spillere er fire slag efter førende Ernie Els og tre efter Robert Allenby, der undervejs på runden lavede hole-in-one.
For Ernie Els, der fyldte 40 i efteråret, er det første gang, han fører en turnering i USA siden han for to år siden vandt The Honda Classic.
- Det var en mærkelig dag. Pludselig skiftede vejret, og temperaturen faldt 15 grader. Det oplever man ellers kun i Skotland, når tidevandet kommer, sagde Ernie Els efter sin runde i 66 slag.
Anden runde var på et tidspunkt afbrudt på grund af tordenvejr og kraftig regn, men der blev spillet færdig. De to andre danske deltagere Anders Hansen og Søren Kjeldsen er langt tilbage. Anders Hansen kom rundt to slag under par og er nummer 47, mens Søren Kjeldsen deler sidstepladsen blandt de 68 spillere med Oliver Wilson.
Kjeldsen starter tredje runde 14.25 dansk tid med Oliver Wilson. Anders Hansen slår ud 15.55 sammen med Sergio Garcia, mens Søren Hansen starter med Padraig Harrington kl. 19.35.
Iben Tinning avancerede frem til nummer 38 i Handa Womens Australian Open, der spilles på den meget vanskelige Commonwealth-bane i Melbourne. Iben Tinning er efter tre runder seks slag over par, og det er 12 slag efter førende Karrie Webb fra Australien. Det var Webb, der i sidste uge vandt AZN Ladies Masters.








