Thomas Bjørn er på 14. plads i Volvo Golf Champions, hvor to spillere deler førstepladsen
Det var lige ved at blive rigtig spændende for Thomas Bjørn, da tredje runde i Volvo Golf Champions blev afviklet lørdag.
Thomas Bjørn trodsede en hård start med bogeys på de to første huller, og da han med et langt vellykket birdieputt på 10. hul fik sin anden birdie i træk, var han oppe på en foreløbig sjetteplads i feltet.
Vejen mod toppen blev dog stoppet med en dobbeltbogey på 12. hul, og Thomas Bjørn fik samlet afviklet sin runde i 75 slag (+2). Dermed er han nede på 14. pladsen med en total i -3.
Det er en god håndfuld slag fra den topstrid, som bliver forløst søndag.
Helt i front er Nicolas Colsaerts tilbage på den førsteplads, han også bestred efter åbningsrunden.
Lørdag sluttede han af med en eagle til en total i -10. Førstepladsen deler han med Branden Grace.
Men de er skarpt forfulgt af Charl Schwartzel og Retief Goosen i -9. Den spanske veteran, José María Olazábel, ligger alene på femtepladsen i -8.









