Thorbjørn Olesen fører i Skotland og Thomas Bjørn med fremme
Thomas Bjørn har ikke helt opgivet at ændre sin Ryder Cup-deltagelse fra vicekaptajn til spiller.
- Kan jeg forsvare min sejr fra sidste år på Gleneagles, giver jeg vel Jose Maria Olazabal noget at tænke på, sagde Thomas Bjørn på et pressemøde i Horsens i lørdags.
Og den danske Bjørn fik en pæn start med en første runde i 70 slag og dermed en foreløbig delt sjetteplads i Johnnie Walker Championship, der spilles på Gleneagles i Skotland.
Da Thomas Bjørn vandt sidste år, skete det efter et omspil med yderligere fire spillere.
Jose Maria Olazabal sætter navne på sine to wild cards-spillere på mandag.
Thomas Bjørn overgås efter næsten halvdelen af feltet har spillet første runde færdigt bl.a. af en anden Bjørn, nemlig danske Thorbjørn Olesen, der gik sin første runde i 68 slag.
Det betyder en foreløbig flot førsteplads til den 22-årige dansker
Thorbjørn Olesen har foreløbig en Europa Tour-sejr på sit cv i denne sæson, da han den 1. april vandt Sicilian Open.
Nicolas Colsaerts, der kæmper for at spille sig direkte ind på Ryder Cup-holdet på den sidste direkte plads, går de to første runder sammen med Thomas Bjørn, og den 29-årige belgier startede fint med en runde i 69 slag.









