Fredag kl. 10.31 fik Danmark en ny formel 1-kører.
McLaren slap Kevin Magnussen løs på en regnvåd Silverstone-bane i en af teamets historiske MP4/13-modeller, og den 19-årige dansker efterlod et solidt indtryk.
Efter en omfattende introduktion fra teamets ingeniører blev unge Magnussen sendt ud på banen i præcis den bil, finnen Mika Häkkinen vandt VM-titlen 1998 med. Bagefter var smilet på unge Magnussens ansigt bredere end bilens bagvinge:
- Den kører bare så fint, sagde Kevin Magnussen begejstret efter sine første formel 1-kilometer.
- Alting er helt perfekt, og det var en rigtig, rigtig stop oplevelse at få lov at køre en så historisk bil.
Magnussen, der i flere år har været ansat som ‘udviklingskører’ hos McLaren, fik med kort varsel sin formel 1-debut, fordi den historiske MP4/13-model i næste weekend skal indsættes i Goodwood Festival of Speed i Sydengland.
- Derfor pressede jeg ikke bilen: Det var mest et spørgsmål om at checke at alting fungerede, sagde Kevin Magnussen.
- Jeg var vel fem-seks år da jeg så min far køre mod den her bil og nu fik jeg så selv lov at prøve den. Det er en stor ære for mig, fortsatte Danmarks seneste formel 1-kører
Kevin far, Jan Magnussen, var til stede i McLaren-garagen på Silverstone.
- Jeg er rigtig stolt af, at Kevin er kommet så langt så hurtigt og over, at han nu har prøvet den bedste formel 1-bil fra min generation. Men det er lidt forkert, når han siger, at jeg kørte MOD den McLaren han har prøvet i dag - det er mere rigtigt at sige at jeg kørte MED den: Mika Häkkinen overhalede mig mindst 100 gange dét år, for McLaren-raceren var så meget bedre end min Stewart-Ford, fortalte Jan Magnussen om sin skuffende 1998-sæson.
Kevin Magnussen får i de kommende måneder mulighed for at prøve en mere moderne McLaren-formel 1-racer ved en eller flere såkaldte demo-kørsler. Det sker som forberedelse til årets helt store formel 1-eksamen; den såkaldte Young Driver Test i Abu Dhabi i november.









