Guld-, sølv- og bronzemedaljer efter hvert Formel 1-løb skal afløse det nuværende pointsystem.
Over-bossen i Formel 1, Bernie Ecclestone, vil ændre systemet i Formel 1, således at der efter hvert løb uddeles et sæt medaljer: En guld-, en sølv- og en bronzemedalje.
- Det er til at forstå. Næsten alle sportsgrene bruger guld-, sølv- og bronzemedaljer, siger Bernie Ecclestone ifølge den britiske avis The Guardian.
Formel 1 er normalt skruet sådan sammen, at kørerne samler point efter hvert løb. Siden 2003 har systemet været sådan, at der var henholdsvis 10, 8, 6, 5, 4, 3, 2 og 1 point til de otte forreste kørere i hvert grand-prix. Dette system afløste det gamle, hvor man gav 10, 6, 4, 3, 2 og 1 point til de seks første kørere.
I teorien kan man altså blive verdensmester uden at vinde et eneste grand-prix undervejs.
Men det vil Bernie Ecclestone altså gøre op med.
- Hele pointen er, at når kørerne kommer til næste års første grand prix i Melbourne, så kører de om at få guld-, sølv- eller bronzemedaljer - ikke for at få 10, 8 eller 6 point, siger manden, der har de kommercielle rettigheder for løbene med de hurtige biler.
Den samlede vinder bliver så den, der har vundet de fleste løb. I tilfælde af lighed tæller flest sølvmedaljer og dernæst bronzemedaljer.
- At der er brug for forandring viste dette års sidste løb i Brasilien, hvor Lewis Hamilton ville blive verdensmester, hvis blot han sluttede blandt de fem første. Han behøvede slet ikke at vinde. Dette system vil opmuntre til overhalinger, mener Bernie Ecclestone.
Pointsystemet for konstruktørernes VM vil ikke blive berørt af ændringerne. Her vil kørerne altså som normalt indtjene point til deres hold.
Ændringen skal vedtages på den internationale automobilsports kongres i næste måned.








