En våd aften i en VIP-klub kan sende Formel 1-stjerne i fængsel
Adrian Sutil var en af stjernerne i Formel 1-VM 2011, hvor han kørte sin ikke specielt konkurrencedygtige Force India-racer frem til en solid niendeplads i VM. Alligevel er han ikke med på startlisten, når den nye sæson starter i Melbourne 18. marts – måske tilbringer den talentfulde tysker i stedet 2012-sæsonen bag tremmer.
Sutil kommer i den kommende uge for retten i München, hvor han skal forsvare sig mod anklager om vold og legemesbeskadigelse. Sagen stammer tilbage fra Kinas Grand Prix i april sidste år, hvor Sutil aftenen efter løbet ankom til en natklub i Shanghai. Her var der overfyldt i VIP-afdelingen, men han fik plads ved et bord reserveret til en af ejerne af Lotus-Renault teamet, Eric Lux.
Hvad der præcis skete er uklart, men andre gæster i natklubben antyder at Sutil udviste mere end almindelig interesse for en af Lux´ kvindelige gæster. Pludselig så vidner Lux blive ført ud af klubben med blodet strømmende ud af et stort sår i halsen, der senere måtte sys med mere end 20 sting.
Angreb med champagneglas
Såret skyldes angiveligt, at Sutil angreb Lux med et knust champagneglas, og Lotus-Renault ejeren anmeldte efterfølgende sagen til myndighederne. Sutil påstår at der var tale om et hændeligt uheld, og der ventes derfor indkaldt flere vidner til at kaste lys over sagen i de kommende uger. Et af vidnerne kan blive Sutils nære ven, den tidligere verdensmester Lewis Hamilton, der også var tilstede i natklubben.
Med en eventuelt fængselstraf hængende over hovedet har ingen teams turdet hyre Sutil til 2012, hvor hans plads i Force India-teamet overtages af den hidtidige testkører Nico Hülkenberg.
Hvis Sutil kendes skyldig bliver det langt fra første gang en formel 1-kører kommer bag tremmer. Tom Kristensens codriver fra Le Mans-sejren i 2005, finske J.J. Lehto, blev i sidste måned idømt halvandet års fængsel for sin rolle i en motorbådsulykke, der kostede en af hans venner livet.
Jos Verstappen, der overtog Jan Magnnussens plads i Stewart-Ford teamet i 1998, blev for nylig anholdt for hustrumishandling for anden gang. Hollænderen er også tidligere blevet straffet for et slagsmål på en gokartbane, der kostede hans modstander et kraniebrud.
Belgieren Bertrand Gachot var i 1991 i gang med en lovende sæson hos det nye Jordan-team, da han kort inden sit hjemlands grandprix blev fængslet for at have brugt en peberspray mod en taxachauffør i London. Jordan-teamet måtte med få dages varsel finde en afløser – han hed Michael Schumacher og blev senere den mest vindende kører i formel 1-historien.








