Den italienske troldmand ligner en seriøs kandidat i et felt at mulige trænere, der også tæller Michael Laudrup.
Onsdag blev det offentliggjort, at Pep Guardiola skal styre tøjlerne hos Bayern München til sommer. Det var mildest talt en dårlig nyhed for Chelsea-ejer Roman Abramovich, som havde sat næsen op efter den tidligere Barcelona-træner som afløser for den midlertidige løsning, Rafa Benitez, der fra dag ét har været upopulær blandt klubbens tilhængere.
I onsdags skuffede man endnu engang da det blev til 2-2 hjemme mod bundholdet Southampton foran det laveste hjemmepublikum på Stamford Bridge i seks år, der viste deres utilfredshed med den spanske træner og landsmanden Fernando Torres.
De forsvarende Champions League-mestre sættes derfor i forbindelse med en række toptrænere såsom Real Madrids José Mourinho, Dortmunds Jurgen Klopp, Atletico Madrids Diego Simeone og danske Michael Laudrup, der for tiden nyder stor succes i Swansea. Ifølge Daily Mirror er klubbens tidligere storspiller Gianfranco Zola en seriøs bejler, da han er uhyre populær blandt klubbens fans og kan være med til at vende den dårlige stemning i klubben.
Den nuværende Watford-træner spillede på for Chelsea fra 1996 til 2003 og vandt efterfølgende en afstemning blandt supporterne som klubbens bedste spiller nogensinde. Kærligheden går dog begge veje idet den lille italiener tidligere på sæsonen ikke lagde skjul på, at han gerne vender tilbage til The Blues.
- En af mine drømme er en dag at bliver træner i Chelsea. Chelsea er i mit hjerte, og jeg håber, at jeg en dag er god nok til at få chancen for at være træner der.








