Milans kontroversielle svensker blev udvist i braget mod Napoli
AC Milan har ikke fået den bedste start på 2012. Holdet har allerede tabt to kampe, senest i sidste week-ends nederlag til Lazio, hvorimod man kun tabte sølle tre kampe i hele 2011. Hjemmeholdets spillere kunne dog alligevel gå rimeligt selvsikre ind til mødet med Napoli, idet syditalienernes seneste sejr på San Siro ligger helt tilbage i den succesfulde Maradona-æra.
De to hold kunne allerede inden søndagens kamp se frem til svære betingelser, idet vejret i høj grad havde sat sit præg på banen, som ikke så for godt ud.
I første halvleg var det Milan, der dominerede med den største boldbesidelse, dog uden at komme til kæmpe chancer. Tættest på et mål kom den tidligere Ajax-back Urby Emanuelson med et skud ved den ene stolpe, som gik lige forbi mål. Napoli derimod var giftige på kontraangreb, og deres gode omstillingsspil bragte dem flere gange tæt på at kreere åbne chancer, men den sidste kvalitet manglede hver gang i afslutningerne eller i den sidste aflevering. Holdene måtte derfor gå til pause med stillingen 0-0.
I starten af anden halvleg var Robinho tæt på at lave et føringsmål for Milan, men den lille brasilianer kunne ikke holde sit skud inden for rammen.
Efter 64. minutter viste svenske Zlatan Ibrahimovic sig fra sin dårlige side, da han slog Napoli spilleren Aronica i hovedet, efter at være blevet tildelt et frispark. Direkte rødt til angriberen, som ikke kan være stolt af den aktion.
Med 20 minutter igen burde Cavani have bragt Napoli foran, da han ved bagerste stolpe ikke formåede at heade et Lavezzi indlæg ind i kassen.
Tættere på kom ingen af holdene, og de må således nøjes med et point hver. En sejr ville ellers have bragt Milan forbi Juventus, som skuffende spillede 0-0 på hjemmebane mod Siena.
Bologna var uden Frederik Sørensen i truppen, da de spillede 0-0 mod Lecce på udebane. Daniel Jensen måtte se hele Novaras 0-0 kamp mod Cagliari fra bænken.
Per Krøldrups Fiorentina fuldendte topholdenes fatale dag ved at vinde 3-2 på hjemmebane over Udinese. Krøldrup var ikke med, eftersom danskeren er ude med en skade.
tipsbladet.dk








