Da Paris Saint-Germain i weekendens kamp kom bagud mod bundproppen AS Nancy, buhede klubbens fans af Zlatan, som havde misset flere chancer. Nye rygter sender nu stjernen i retning af Juventus.
Mens Zlatan bliver ved med at imponere og score mål for PSG, har klubbens fans vendt sig imod ham. At forholdet mellem Zlatan og fansene ikke er det bedste stod klart i weekenden, hvor de buhede af ham.
Fansenes kontante melding faldt, da topklubben kom bagud med 0-1 mod ligaens bundprop, Nancy. På vanlig overlegen vis lavede Zlatan dog et comeback, som selv de mest kræsne fans må anerkende. Han viste klassen og scorede to mål, som sikrede parisser-klubben tre vigtige point.
Den emotionelle svensker undlod da heller ikke at sende en kontant melding tilbage mod de utaknemmelige fans:
- De kræver meget. Det er underligt, hvis du tænker over, hvad de havde før. Før havde de ingenting, siger svenskeren til Gazzetta dello Sport.
Zlatans udsagn er ikke gået uset hen. Nye rygter om svenskerens fremtid er begyndt at blomstre - skal han tilbage til Italien?
Der har tidligere været rygter om en 'hjemkomst' til Italien, og efter weekendens hændelser er de steget yderligere. Den tidligere Juventus-stjerne, Pavel Nedved, der nu sidder i klubbens bestyrelse, indrømmer, at han gerne vil se Zlatan trække den sorte- og hvidstribede trøje over hovedet:
- Om jeg kan lide ham? Det kan jeg ikke benægte. Jeg anser ham for at være blandt de tre bedste i verden, på niveau med Messi og Ronaldo, siger Nedved ifølge Gazzetta dello Sport.
Bestyrelsesmedlemmet holder sig dog ikke til at kommentere på svenskerens evner - han lægger en klar billet ind:
- Han ændrer dit hold og gør det bedre. Hvem vil ikke have ham? Jeg vil gerne ansætte ham, helt sikkert.








