Forud for venskabskampen mellem Danmark og Sverige går snakken mere på den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic’ skandale-afsløringer i sin nye bog end fodbold.
Hvis den svenske landsholdstrup var en stor familie, ville Zlatan Ibrahimovic være problembarnet.
Siden torsdag har den svenske presse, og resten af verdenspressen i øvrigt, bragt uddrag af den svenske stjernes nye bog, en selvbiografi af tabloid karakter.
I bogen holder Milan-spilleren nemlig på ingen måde igen med sine udtalelser og beskrivelser af tiden i FC Barcelona og livet på det svenske landshold. Skriverier, der fylder det meste af de svenske sportssektioner frem mod landets venskabskamp mod Danmark på fredag i Parken.
I et interview med det svenske dagblad Aftonbladet fortæller Zlatan Ibrahimovic, hvorfor han overhovedet valgte at skrive bogen.
- Jeg har aldrig tøvet med at fortælle min historie. Det var min tur til at fortælle min version af sandheden, min historie, præcis som titlen antyder, siger svenskeren om sin selvbiografi ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’, der udkommer den 15. november.
- Det er blevet min tur til at tale. Men det handler jo ikke kun om Barcelona, det er bare en tiendedel af, hvad der beskrives i bogen. Så jeg håber, at mange af dem, der går ud og køber bogen, vil danne sin egen mening om, hvordan jeg har haft det, hvordan jeg er som menneske, og hvorfor jeg er blevet til den, jeg er, siger Zlatan til Aftonbladet.
Selvbiografien, der langer ud efter en række af Zlatan Ibrahimovic’ tidligere kolleger, beskriver blandt andet svenskerens forhold til FC Barcelonas træner Pep Guardiola. Zlatan beskylder træneren for at fryse ham ude og ignorere ham i så stort et omfang, at det fik svenskeren til at overveje et karrierestop.
- Jeg har ikke meget at sige til det. Jeg har ikke lyst til, at det skal blive personligt, var Pep Guardiolas modsvar på Zlatans beskyldninger. Det sagde han på fredagens pressemøde forud for Barcelonas kamp mod Athletico Bilbao ifølge det italienske nyhedssite msn.sport.it.
- Jeg kan kun sige tak for alt det han bidrog med i den sæson: 99 point i ligaen og en semifinale-plads i Champions League. Jeg ønsker ham held og lykke fremover, lød det fra Barcelona-træneren.
Og godt det samme. Zlatan Ibrahimovic har nemlig ikke tænkt sig at bekymre sig om, hvem der bliver stødt af udtalelserne i bogen.
- Det er en spændende bog. Min egen historie som sagt. Hvis nogen andre har noget at sige eller ved noget, jeg ikke ved, så er de velkomne til at sige det. Jeg har sagt alt det, jeg ved, i bogen, siger landsholdsspilleren.
Han ler, mens han siger, at han ikke kunne være mere ligeglad med, om der er nogen der bliver stødt af bogen.
Om blot to uger møder Milan Barcelona på hjemmebane, og Zlatan Ibrahimovic er udmærket klar over, at bogen uden tvivl vil komme på tale.
- Det er klart, at nogen vil forsøge at konfrontere folk med mine udtalelser og det, som er sket. Men det er ikke noget, jeg tænker på, siger Zlatan.
Inden de to hold tørner sammen, skal Zlatan Ibrahimovic et smut til Danmark, hvor Sverige på fredag spiller venskabskamp mod Danmark i Parken. Mon ikke Zlatan Ibrahimovic og selvbiografien også får en del opmærksomhed i den forbindelse?








