Niki Zimling scorede i sin comeback-kamp for Club Brugge, som fik en megasejr på 7-1 over Germinal Beerschot.
Danskerklubben Club Brugge har haft en svær sæson i Jupiler Ligaen, men i dag fik klubben – og især en af danskerne – tiltrængt oprejsning.
Ikke alene vandt Brugge en storsejr på 7-1 over Germinal Beerschot, men klubbens tilhængere kunne også se den danske landsholdsspiller Niki Zimling gøre sit comeback, efter at han ikke havde været i aktion for sin klub siden 23. august på grund af en slem lægskade.
Da han blev skiftet ind i anden halvleg kvitterede han endda med en scoring hen mod slutningen af kampen, og dermed viste danskeren sig altså skarp efter den lange skadespause.
Jim Larsen fik sig en advarsel i kampen, hvor den tredje dansker, Jesper Jørgensen, ikke var med. Brugge er med sejren oppe på femtepladsen med 32 point – 11 point færre end førerholdet Anderlecht.
tipsbladet.dk









