Den tidligere FCM-spiller holdes tilbage i Egypten, hvor man ønsker ham ind til militæret
Den tidligere FC Midtjyllæand-spiller Mohamed Zidans fodboldskæbne afgøres i slutningen af denne måned.
I øjeblikket har den egyptiske angriber, der har kontrakt med Borussia Dortmund udrejseforbud fra sit hjemland. Der har han siddet fast siden i maj, hvor han rejste hjem for at genoptræne efter den korsbåndsskade, som han pådrog sig i april.
Da Zidan ville rejse tilbage til Dortmund, fik han besked på, at det ikke kunne lade sig gøre. Den 28-årige angriber skylder tre års militærtjeneste.
Indtil i år har han været fri for at komme ind til militæret, fordi han har forsørget hele familien, men nu tjener hans bror også penge, så han kan hjælpe til. Derfor vil de egyptiske myndigheder nu have, at Zidan skal ind til militæret.
”Jeg stikker under alle omstændigheder ikke af fra Egypten. I så fald vil jeg være truet af fængsel, hvis jeg kommer tilbage. Jeg vil have det, så jeg kan komme tilbage til mit hjemland,” siger Mohamed Zidan til Bild.
”Vi kender kun til, at myndighederne i slutningen af denne måned vil afgøre sagen. Vi håber, at Zidan kommer tilbage til os, så han til september igen kan begynde at træne med holdet,” siger sportschef Michael Zorc til Bild.








