Arsenal manager Arsene Wenger mener ikke, at London-klubben har præsteret så dårligt, som de seneste resultater indikerer.
Inden lørdagens slagtning af Blackburn havde Arsenal ikke vundet i fire kampe i træk, og ordet 'krise' nærmede sig stille og roligt Arsene Wengers tropper. Men den franske træner mener, at sejren har ligget og luret de seneste par kampe.
- Vi havde en resultatmæssig krise i et stykke tid, men måden vi spillede på, var aldrig rigtig dårlig, sagde Wenger til Sky Sports efter dagens 7-1 sejr over Blackburn.
- Vi havde nogle gode kampe, men tabte, og i sidste uge spillede vi godt mod Aston Villa og Bolton.
Dagens sejr var dermed særdeles tiltrængt, idet konkurrenterne om den vigtige 4. plads, som giver adgang til Champions League kvalifikationen, var ved at løbe fra Arsenal.
- Vi spillede godt i dag, og alt i alt var det opmuntrende. Vi havde en komfortabel dag i dag og fik de tre point, som vi behøvede, slutter Wenger.
Arsenal rykkede med sejren forbi både Newcastle og Liverpool. Begge hold kan dog overhale Arsenal påny, når de spiller søndag.
tipsbladet.dk








