Arsenal-manager Arsene Wenger er under stort pres. Men gudskelov har franskmanden ikke mistet sin sans for humor.
Temperaturen på managersædet i Arsenal har været dejlig køligt, lige siden Arsene Wenger plantede sin franske bagdel herpå for godt og vel 16 år siden. Men nu spekuleres der for første gang seriøst på, hvorvidt Wenger er den rigtige mand til at føre London-klubben videre.
Arsenal blev i midtugen slået ud af den mindste engelske pokalturnering, Capital One Cup, af sekunda-holdet Bradford og også i Premier League er holdet skidt kørende.
Det fik fredag den engelske presse til at gå hårdt til Arsene Wenger på franskmandens ugentlige pressemøde. Der blev sat spørgsmålstegn ved både Arsenals generelle kvalitet og de indkøb, Wenger har præsteret. Kritikken fik manageren til at holde en større forsvarstale.
- Vi er under pres fra Manchester City, Manchester United og Chelsea, der betaler to til tre gange så meget i løn, som vi gør. Vi lever i en konkurrencepræget verden. Hvis en spiller vil skrive under med os, kan han risikere at sige 'jeg kan få tre gange mere dér (i de andre storklubber, red.), sagde Wenger, inden han sluttede pressemødet af på en lidt mere munter facon.
Selv en presset mand kan nemlig have overskud til en joke. Wenger lukkede pressemødet med at 'love' at Arsenal henter et 'stort navn' til vinter.
- Vi overrasker jer allesammen og køber Lionel Messi til vinter, klukkede franskmanden.
Men desværre, Arsenal-fans. I må nok lade jer nøje med mindre.









