Et skifte er sat i dvale ifølge spillerens egen agent
Det har været offentligt kendt, at Oscar Wendt er klar til en ny udfordring og gerne vil videre fra FCK.
Det lignede også at dette skulle ske hurtigt, da italienske Bologna viste stor interesse i svenskeren. Men nu har Bologna ikke givet lyd fra sig længe.
- Da det var på sit højeste med Bologna, fik jeg at vide, at de ville hive fat i FCK, og jeg kunne læse mig til, at klubberne faktisk var enige. Jeg ventede så på næste skridt fra Bologna, men det kom aldrig, og for os blev det aldrig mere konkret. Om de så stadig forhandler med FCK, eller om det er ryddet af bordet, ved jeg ikke. Lige nu ser det ud til, at det er i dvale, siger Niclas Jensen som er agent for Wendt til Tipsbladet.dk.
Oscar Wendt ville gerne selv vente med at træffe sin beslutning på grund af FCKs mulige Champions League-deltagelse, men Niclas Jensen mener dog ikke, at det altid er spilleren, der kan bestemme, hvornår et skifte skal gå igennem.
- Der er jo altid tre-fire-fem ender, der skal mødes, før et skifte kan blive til noget. Så ét er, hvad Oscar selv ønsker, noget andet er, hvad FCK og den købende klub vil, siger Niclas Jensen.









