I går spillede hele tre danskere fuld tid, da Evian slog Valenciennes med 2-1. En af dem er Daniel Wass, der for alvor har spillet sig ind i varmen hos de franske oprykkere.
Det er ikke mange måneder siden, at Daniel Wass skrev under på en fem-årig kontrakt i portugisiske Benfica. Kort tid efter blev han lejet ud til de franske oprykkere fra Evian, men det har været så som så med spilletiden. Indtil for nylig.
For Daniel Wass er endelig slået igennem hos det franske alpe-hold og er endda kommet på scoringstavlen et par gange i de seneste uger.
- Jeg havde ikke verdens bedste start, men jeg vidste, at jeg skulle vente på min chance for at bevise, hvem jeg var. Og det har jeg gjort, siger Daniel Wass til sporten.dk.
- Det var dejligt at få chancen, og jeg synes også, jeg har grebet den, lyder det.
Efter planen skal Daniel Wass tilbage til Benfica til sommer når lejeperioden udløber, men lige nu er han åben overfor at blive i Evian, hvis chancen byder sig. Eventuelt bare endnu et år som lejesvend.
- Det kunne da være en mulighed, for det er rigtig rigtig dejligt hernede, men der er en masse forudsætninger, der skal opfyldes. Jeg er nok ikke så interesseret, hvis vi ikke bliver i den bedste liga, og jeg har også en kontrakt med Benfica som er et spændende sted, så som udgangspunkt regner jeg da med, at jeg skal tilbage dertil. Men nu må vi se, hvad der sker. Der er lang tid til sommer, og der kan ske meget.
Indtil videre koncentrerer Wass sig om Evian, og så må eventuelle beslutninger vente til senere. Men der er jo også lang tid til sommer.








