Howard Webb, som dømte VM-finalen, indrømmer nu, at han burde have vist Nigel de Jong ud.
Mange havde angiveligt håbet på en sprudlende og målrig VM-finale, da de to offensive mandskaber fra Holland og Spanien tørnede sammen i den største af alle fodboldkampe.
Desværre blev man vidne til en noget skuffende affære med meget hårdt fysisk spil og hele 14 gule kort.
Kampens tovholder, engelske Howard Webb, indrømmer nu, at han burde have givet hollandske Nigel de Jong et rødt kort for en stempling på brystkassen af Spaniens Xabi Alonso:
- Efter at jeg har set kampen igen fra min lænestol, ville jeg give ham rødt, udtaler manden i sort således til den engelske avis The Guardian, inden han uddyber:
- Problemet var, at jeg havde dårligt udsyn til hændelsen. Jeg kiggede ind i ryggen på Alonso, og jeg kunne godt se, at foden var højt hævet, men jeg kunne ikke se, hvor stor kontakt der var mellem spillerne. Det var ikke fordi, jeg ikke ville udvise nogen, fordi det var VM-finalen, men jeg havde det faktum i baghovedet, at denne kamp var højdepunktet af spillernes karrierer, og jeg var ikke klar til at gætte efter blot 25 minutters spil.
Den 39-årige dommer genså hele kampen på tv sammen med en kollega da han kom hjem:
- Vi så det hele fra ende til anden, og selvom det ikke var perfekt, så besluttede vi os for, at man ikke kunne have gjort meget anderledes.
Ikke desto mindre kan der nok ikke herske meget tvivl om at de Jongs vanvittige tackling burde have kastet et rødt kort af sig.








