Hvornår har Zlatan sidst scoret mod Danmark? Hvem er den farligste angriber i Danmarks pulje? Og hvor mange spillere har Morten Olsen egentlig brugt i denne VM-kvalifikation? Få disse og flere svar her.

Mødet med Chile i august var alt andet end opløftende for Jon Dahl & Co. Vi tabte 2-1 Photo: Keld Navntoft

Sverige inde i god stime

Sverige har vundet alle sine fire landskampe, siden de tabte 1-0 til Danmark i juni i Stockholm. Modstanderne har været Malta (2 gange), Finland og Ungarn. Danmark har til gengæld ikke vundet i samme periode. Vi kan se tilbage på et nederlag til Chile i august samt de to uafgjorte mod Portugal og Albanien i VM-kvalen i september.
 

Henrik Larsson og Zlatan Ibrahimovic er ikke videre effektive, når de er på banen sammen. Photo: SCANPIX, DENMARK

Ineffektiv svensk angrebskombination

Zlatan Ibrahimovic og Henrik Larsson er startet på banen sammen i tre af de otte VM-kvalkampe, Sverige har spillet på vej mod VM i Sydafrika. Men de har ikke scoret i nogen af kampene, hvor de er startet sammen på banen. Senest BÅDE Zlatan og Henke scorede i en landskamp var mod Island 12. oktober 2005, hvor Sverige vandt 3-1.
 

Knud Lundberg (nr. 2 fra venstre), der her er fanget i et skudforsøg i 3-1 sejren i 1951, var anfører på landsholdet og scorede et af Danmarks tre mål. Photo: Poul Petersen

Ingen dansk oktobersejr i 58 år

Danmark vinder sjældent over Sverige i oktober måned. De seneste otte gange, de to lande har mødt hinanden i årets tiende måned, er fire endt med svensk sejr, mens fire er endt uafgjort. Danmark vandt senest over Sverige i en oktoberkamp i 1951, hvor Danmark 21. oktober hjemme vandt 3-1. En skidt statistik for danskerne før lørdagens kamp, hvor vi dog skal huske på, at uafgjort er et fornuftigt resultat for de rød/hvide.
 

Thomas Gravesen var med på det danske landshold, der tabte i Ukraine, hvor Voronin (th.) lavede kampens enlige mål. Photo: Lars Møller

13 i træk uden nederlag

Her er en af de gode statistikker for Danmark. Det danske landshold er ubesejret i de seneste 13 VM-kvalifikationskampe. Ni af dem er vundet, mens fire er endt uafgjort. Det seneste nederlag i en VM-kvalkamp var ude mod Ukraine i marts 2005, hvor vi tabte 1-0.
 

Zlatan Ibrahimovic og Nicklas Bendtner, der her er i nærkamp (th.), har en del til fælles. Blandt andet, at de ikke har scoret i de tre dansk-svenske dueller, de har været med i. Photo: SCANPIX, DENMARK

Angrebs-stjerner uden mål

Zlatan Ibrahimovic har været med i tre landskampe for Sverige mod Danmark. Men selv om der er fokuseret meget på den store Barcelona-stjerne, har han faktisk endnu ikke scoret mod Danmark. Det samme gælder desværre også for Nicklas Bendtner i den omvendte sammenligning. I tre landskampe mod Sverige har han ikke formået at score mod de blå/gule.
 

Jesper Bech fra Silkeborg er en af de mulige danske debutanter i lørdagens brag mod Sverige. Photo: Jeppe Michael Jensen

Nok spillere til tre danske landshold

Morten Olsen er den landstræner, der har brugt næstflest spillere af alle deltagende nationer i den igangværende VM-kvalifikation. 37 danske spillere har indtil nu været i aktion i de hidtidige otte kampe. Og der er fire mulige debutanter i den trup, der skal op mod Sverige lørdag (og Ungarn på onsdag). Det er Johan Absalonsen, Thomas Enevoldsen, Kim Christensen og Jesper Bech. Rumænien har brugt flest spillere af alle i VM-kvalen, nemlig 41.
 

Søren Larsen er en af de giftigste angribere i VM-kvalifikationen overhovedet. En dejlig joker at have i Olsens trup. Photo: Lars Møller

Den farligste mand i Danmarks gruppe

Der er sagt meget om Zlatans farlighed foran mål, men faktisk er det Danmark, der råder over den giftigste spiller i sammenligningen mellem det danske og svenske mandskab. For mens Barcelonas feterede svensker har scoret to mål i 621 kampminutter for Sverige i denne VM-kvalifikation, kan Søren Larsen bryste sig af at have scoret hele fem mål i VM-kvalifikationen. Endda på bare 264 spilleminutter.
 

 

Endnu et godt resultat i en VM-kvalifikationskamp (1-1 mod Portugal) fejres med Danmarks 12. mand: Publikum. Photo: Jens Nørgaard Larsen

Ingen VM-nederlag hjemme i 25 år

Siden det danske landshold begyndte at blande sig i fodboldens slutrunder for alvor (med kvalifikationen til EM i Frankrig i 1984), har nationen gjort det imponerende godt i VM-kvalifikationen. 64 VM-kval-kampe er det blevet til siden 1984, og Danmark har kun tabt 7, mens 20 er endt uafgjort og imponerende 37 er vundet. Og det bedste ved det hele. INGEN af nederlagene er faldet på dansk grund. Så kom bare med de svenskere. I Parken er vi danskere uovervindelige (når der er VM-billetter på spil).