Vitesse ville gerne have haft Marcus Pedersen tilbage til januar, men må vente til sommer. Hollænderne tror stadig på nordmanden
Marcus Pedersen har gjort det godt i denne sæson for OB, hvor han i Superligaen og Pokalturneringen indtil videre i alt har scoret 10 mål i 13 kampe for fynboerne.
Derfor er OBerne godt tilfredse med den norske angriber, der i øjeblikket er på lån fra den hollandske klub Vitesse. Sportsdirektør, Poul Hansen, har udtalt, at man gerne vil beholde Marcus Pedersen, men at den sag er op til de tre parter.
En af de parter er den hollandske klub Vitesse, som ejer ham. Her har sportsdirektør Ted van Leuween godt bemærket Marcus Pedersens fine form i OB, og han mener stadig, at nordmanden har potentiale til at slå igennem i hollandsk fodbold.
- Helt sikkert. Han havde stor konkurrence i form af andre gode angribere, men Marcus er også en kvalitetsspiller med stort potentiale. Han er en lidt anden type angriber, end dem vi bruger lige nu. Vores angribere holder på bolden, mens Marcus mere er en jagende angriber og en målræv, der står i feltet. Vi har fire angribere lige nu, men man kan ikke få for mange af den slags spillere, for der er altid klubber, der vil være interesserede, siger Ted van Leeuwen til tipsbladet.dk.
Vitesse råder lige nu over fire stærke angribere: Japaneren Mike Havenaar, Æresdivisionens topscorer Bony Wilfried, der har scoret 15 mål, brasilianeren Jonathan Reis, som har nettet syv gange i sæsonen og endelig Gael Kakuta, som er på lån fra Chelsea.
Bony Wilfried skal deltage i Africa Cup of Nations for Elfenbenskysten i januar, og derfor er det blevet nævnt som en mulighed, at Marcus Pedersen måske kunne komme tilbage til Vitesse allerede til januar, men det bliver ikke til noget.
- Han er på lån i Odense frem til sommer, så det er situationen lige nu. Der har været spekuleret i, om vi kunne få ham tilbage til vinter, fordi vi har haft skader, og en af vores angribere skal til Africa Cup of Nations, men det er ikke muligt, fordi OB har krav på ham resten af sæsonen. Så vi må klare situationen selv, siger Ted van Leeuwen.
Selvom OB håber at kunne tilknytte Marcus Pedersen permanent, er det altså ikke sikkert, at Vitesse vil slippe nordmanden efter denne sæsons udlån. Ted van Leeuwen ser tiden an frem til foråret, hvor man blandt andet skal tale med OB om det videre forløb.
- Meningen med at have spillere på udlån er, at de kan udvikle sig og blive bedre, så man selv kan bruge dem i fremtiden. Hvis det ikke sker, må vi se, hvor han skal han. Han var på lån i Norge i foråret, men der er niveauet desværre lavere, og nu er han på sin anden lejeaftale i OB, hvor han kan udvikle sig bedre. Når en spiller har været udlånt to gange, skal han enten tilbage eller sælges. Vi må se, hvad der sker, for der er stadig lang tid til sommer, siger sportsdirektøren.
Marcus Pedersen var udlånt til Vålerenga, inden han kom til OB i sommer.
tipsbladet.dk










