William Kvist oplever den tyske træningsmentalitet. Tre gange om dagen bliver han pisket igennem af Bruno Labbadia

Da William Kvist den 9. juli vendte tilbage til Stuttgart, ramte hverdagen ham brutalt som et gammeldags folkevognsrugbrød.

Efter tre ugers ferie i Sydtyrol og Italien med sin kæreste havde han fået ladet batterierne op, sådan som han ikke nåede det sidste år, da han kun fik fire urolige dage i et sommerhus med konstante tanker og anmasende praktikaliteter omkring det muligt forestående skifte fra FC København til Stuttgart i Bundesligaen.

Nu var han genopladet. Tilbage i Baden-Württemberg for foden af Stuttgarts omgivende højderygge. Hvor det var mere hverdag end idyl. Nok tilhører Bruno Labbadia den yngre generation af tyske trænere, men alder betyder ingenting i forhold til tradition, og i Tyskland betyder det træning fra tidlig morgen til sen aften.

- Man har næsten på fornemmelsen, at Bild Zeitung står og kigger på, hvor meget man træner, og starter man så sæsonen med at tabe, så er de klar til at kritisere holdet for at have trænet for lidt. Går spillerne helt død hen mod slutningen af kampen, er der ingen, der spørger til, om man måske trænede for meget, men konkluderer, at holdet havde trænet for lidt, sådan som man gør i Danmark. Det var også det, der ramte Ståle Solbakken, da han blev kritiseret for, at spillerne ikke var i form i Köln, siger William Kvist til sporten.dk.

Sjovt at tale med de andre

Derfor, fordi traditionen bare er sådan, træner Stuttgart hver dag fra klokken 7.30 om morgenen til klokken 17.30 om eftermiddagen. Første pas er et stabilitets- og styrketræningsprogram af en times varighed. Efter morgenmaden er der træning ude på græsset. To timers hård fysisk træning. Dernæst følger frokosten, lidt hvile, måske behandling, og fra klokken 15.30 til 17.30 er der igen træning ude på banen, denne gang med større fokus på taktik og teknik end på fysik.

- Det er meget sjovt at tale med de andre spillere på landsholdet og høre, hvad de laver i opstarten. Der er ingen, der træner så meget som os. Mængden af træning er bare anderledes i Tyskland, siger William Kvist, der har for vane at tale om forskellige former for personligt modus - udviklings- eller præstationsmodus for eksempel - og som på spørgsmålet om, hvilket han befinder sig i lige nu, svarer lynhurtigt med et grin:

- Overlevelsesmodus.

Har du på noget tidspunkt tænkt, at træningen måske var for meget?

- Ja!

Har du sagt det til nogen?

- Nej, for det er også en balancegang, om man skal prøve noget nyt i karrieren og se, om det også kan være en mulighed, eller om man skal holde sig til den metode, men kender, og som man har haft succes med. I stedet for at stoppe op og sige ’Det var ikke sådan, vi gjorde i FCK’, giver jeg det en chance og ser, hvordan det her så virker. Det bliver spændende at se om et par måneder.

William Kvist gik ind til sommerens EM-slutrunde med en forstrækning i maveregionen helt nede omkring lyske og hoftebøjeren, men fik målrettet arbejdet sig frem mod en god fysisk tilstand, omend han ikke nåede at hæve sig helt op på det plan, han havde håbet på at kunne spille på under EM.

- Desværre kom jeg ikke i helt god nok form i forhold til, hvad jeg gerne ville. Det var ærgerligt, for jeg havde glædet mig enormt meget til den EM-slutrunde. Det var også rigtig sjovt og spændende, men desværre var min form kun oppe på et udmærket niveau og ikke på det verdensklasseniveau, jeg gerne ville være på til et EM, siger William Kvist.

- Det betød, at jeg lige manglede de sidste procenter. Når ikke man er i absolut topform, har man måske ikke lige så godt et overblik, som man ellers ville have. Der er måske ikke overskuddet til at perfektionere de små detaljer, se den hurtige aflevering eller lykkes med den ekstra ting i især den offensive del af spillet. Jeg prøvede, men nåede desværre ikke toppen.

Kendskab er et nøgleord

I næste weekend venter Wolfsburg i premieren til hans anden sæson i Stuttgart. En sæson, som han ikke har sat sig de store konkrete mål for, men som han vil bruge til at bygge oven på i forhold til sit første år i Tyskland, hvor alt var nyt. Opstarten, sproget, mentaliteten. For kendskab er et nøgleord i William Kvists liv.

- Jeg er kommet bedre igennem opstarten nu end både sidste sommer og i vinter, da jeg kun havde ni dages ferie, hvor det lå i julen, og der var en masse, man skulle nå. Så jeg er allerede bedre i gang nu, end jeg har prøvet før. Samtidig har jeg en viden om, hvordan tingene foregår, og det er for mig et keyword, som jeg kan bruge både konkret og intuitivt. Derfor håber jeg, at jeg kan putte lidt ekstra på i forhold til sidste sæson. Det er målet.