FC Barcelonas cheftræner Tito Vilanovas operation var vellykket. Nu venter seks uger med kemoterapi
FC Barcelonas cheftræner Tito Vilanova er påny blevet ramt af kræft, og derfor venter nu et længere forløb, hvor han skal komme den alvorlige sygdom til livs.
Tito Vilanova har i første omgang gennemgået en operation, og indgrebet er gået som forventet. Det oplyser FC Barcelona i et statement.
Der venter nu et seks ugers langt forløb, hvor Vilanova skal gennemgå kemoterapi. Dermed må Barcelona undvære træneren i det næste stykke tid.
- Vi må prøve at fortsætte så normalt som muligt, men det vil ikke være helt normalt, fordi Tito er træner, og han vil ikke være her de næste par uger. Tito er meget stærk, og vi er overbeviste om, at han vil komme tilbage snart, siger Barcelonas præsident Sandro Rossell i en meddelelse.
FC Barcelonas assistenttræner Jordi Roura kommer til at stå i spidsen for holdet i den kommende kamp mod Valladolid.
tipsbladet.dk






