Niels-Christian Holmstrøm har været med til at sørge for, at Flemming Østergaard ikke længere er æresmedlem i FCK.
En enig bestyrelse i Parken Sport & Entertainment har valgt at fratage Flemming Østergaard sit æresmedlemskab i FCK.
Ifølge Børsens kilder er det de nytilkomne magthavere Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, der står bag aktionen, og der spekuleres i, at det er en "tak for sidst"-hilsen, fordi Flemming Østergaard ikke har været ærlig omkring virksomhedens økonomi, da Skjærbæk og Sørensen investerede store beløb i selskabet. Men tilsyneladede nød de opbakning hele vejen rundt om bestyrelsens mødebord, da beslutningen blev taget.
I bestyrelsen sidder også Flemming Østergaards mangeårige allierede, Niels-Christian Holmstrøm, og det kan måske overraske, at han har del i ydmygelsen af Don Ø.
Niels-Christian Holmstrøm, kan du fortælle, hvad der er sket i forbindelse med fratagelsen af Flemming Østergaards æresmedlemsskab?
- Nej.
Bestyrelsesformand Lars Johansen siger, at det er en enig bestyrelse, der har besluttet det. Er det også din oplevelse?
- Jeg har ingen som helst kommentarer. Bestyrelsesmedlemmer udtaler sig ikke om bestyrelsessager.
Hvordan har du det med, at nogen åbenbart gør det alligevel?
- Ved du hvad... Det må du snakke med dem om.
Hvad synes du om al den uro, der er i bestyrelsen?
- Igen, ingen kommentarer.








