To af verdens bedste brugte søndag aften på at henrykke det globale fodboldpublikum.
Al ære og respekt for vores svenske naboers superstjerne Zlatan Ibrahimovic, men hans to flotte, flotte scoringer søndag aften for PSG mod Marseille drukner lidt i det fokus, der er på de andre to verdensstjerner, der var i direkte duel samme tid: Messi og Ronaldo.
Det er indtil nu ikke lykkedes at finde et nyhedssite inden for fodboldens verden, der ikke vinkler på det faktum, at de begge satte to kasser ind i 2-2-opgøret mellem Barcelona og Real Madrid i aftes.
Den meget Madrid-venlige sportsavis Marca har et billede af de to på hjemmesiden under overskriften 'Monstruos S.A' som oversat til engelsk betyder 'Monsters Inc.' med en klar reference til Pixars' animationsfilm om en flok monstre, der ikke hører til på denne planet.
Den metafor leger norske TV 2 Sporten også med, da de har valgt at tage Mourinhos citat efter kampen og gøre det til deres overskrift om de to superstjernes kamp: 'De er fra en anden planet'.
Engelske The Sun er også ved at gå ud af deres gode skind over at have oplevet de to superstjerners opvisning, og under overskriften 'Messi 2 - Ronaldo 2'
- Dette var en aften af ren nydelse - verdens to bedste fodboldspillere gav den fuld skrue foran anslået 200 millioner tv-seere, skriver avisen, der også tager Mourinhos citat med som en hyldest til de to:
- Det burde være bandlyst at snakke om, hvem der er den bedste i verden.









