I dag har Vejle-ikonet Allan Simonsen skrevet under på en to-årig kontrakt i Fredericia som konceptmanager, hvor han skal være med til at sætte skub i en udvikling, som forhåbentlig kan skaffe klubben adgang til Superligaen.
Det betyder samtidig, at Vejle-fansene ikke får glæde af deres darling efter hans tilbagevenden til Danmark. Men der er ingen bitterhed eller harme i Vejle - som nu er blevet til Vejle Boldklub Kolding - over landsholdslegendens ansættelse hos konkurrenterne.
- Det eneste, jeg føler over for så stort et klubikon som Allan Simonsen, er en meget stor respekt, og jeg er meget glad på hans vegne. Det er dejligt, han er i fodbolden i Danmark igen, siger direktør Henrik Tønder til sporten.dk.
Har han været på tale hos jer i en rolle?
- I forhold til den diskussion om, hvorvidt vi har været i dialog med ham, er det et grundprincip, at det snakker vi ikke om. Vi snakker ikke om ansættelser, ansættelsesforhold eller ansættelsessamtaler generelt. Så lige præcis det kan jeg ikke kommentere på.
I Allan Simonsens tidligere klub er man altså ikke ærgerlige over at have forpasset muligheden for at få klubmanden hjem, og de føler sig overbevist om, at de sagtens kan tage kampen mod Allan Simonsen og Fredericia.
- Vi føler, at den strategi, vi har sat gang i her, den har vi stor tillid til, at vi kan lykkes med. Og vi har meget stor tillid til de mennesker, vi har på de forskellige positioner, så vi glæder os til næste år, siger Henrik Tønder.
Er han stadig velkommen på Jokri Park (Vejle Boldklub Koldings hjemmebane, red.)?
- Han er mere end velkommen.
Allan Simonsen har tidligere været træner for Vejle (1991-1994), Færøerne (1994-2001) og Luxembourg (2001-2004), mens han som spiller nåede at tørne ud for Vejle (1971-1972), Borussia Mönchengladbach (1972-1979), Barcelona (1979-1983) og Charlton (1983), inden han sluttede karrieren med seks år i hjerteklubben Vejle (1983-1989).









Allan Simonsen er stadig den største fodboldspiller Danmark har fostret og den
eneste som er blever valgt til Europas bedste (vistnok i 77). Det opnåede hverken Michael Laudrup eller Peter Schmeichel.
Barcelona gjorde i nællerne, da de ikke ville forlænge kontrakten med ham - efter han havde sikret klubben Europa-cuppen for pokalvindere. Men da Simonsen stoppede som aktiv og blev hylldet i Parken - da mødte Barcelonas præsident op og overrakte Simonsen en afskedsgave! - og det 6 år efter han havde forladt klubben. Det viser hvor stor respekt klubben havde og har for ham!
Ingen over Simonsen og jeg har været så heldig, at jeg så alle hjemmekampe i Parken da Allan spillede på landsholdet!
Tak for alle de store oplevelser og jeg håber det vil gå dig godt!!
Allan er en forrædder, det er en dødssynd at han er gået til Frederecia, når han er indbegrebet af Vejle boldklub. Hvis han nogen sinde er så respektløs at sætte sine ben på Vejle stadion håber jeg inderligt, at han bliver svinet til og overdænges med æg.
Med venlig hilsen
Uwe Max Jensen
http://sortsonofon.blogspot.com/2011/04/stalker.html
Selvfølgelig er Allan Simonsen velkommen i Vejle. Skulle Steen Thychosen - der er assistentstræner og Vejle-ikon, så heller ikke være velkommen. Hold nu op - det er business og arbejde det handler om. Hvorfor skulle Allan Simonsen da ikke kunne arbejde for Fredericia? Ja, jeg forstår slet ikke indgangsvinklen til artiklen. Det er da bare herligt, at en så stor spiller kommer tilbage til Danmark og vil være med til at udvikle dansk fodbold.
Mage til omgang pladderballe-journalistik skal man da vist lede længe efter. Alene overskriften skriger jo til himlen af dumhed. Om Allan stadigt er velkommen i Vejle? Go´daw mand, økseskaft. Og er det forresten ikke en god journalistisk regel, at det, der står i overskriften aldrig må gemmes langt nede i en artikel?
Skribenten, for jeg nægter at tro han er uddannet journalist, bruger nogle linier på at oplyse, at der ingen bitterhed er i Vejle over, at Allan Simonsen har fået kontrakt med Fredericia. Hvorfor skulle man være bitre eller harmfulde? Det er bare så dårligt skrevet, at man tænker på et dårligt redigeret skoleblad.
psk