Premier Leagues suveræne topscorer, Robin van Persie, gjorde livet surt for hårdt pressede Blackburn i lørdagens tidlige Premier League-kamp på Emirates Stadium.
Og det var bogstaveligt talt fra første minut, den hollandske stjerneangriber begyndte sit show i selskab ned fløjraketten Theo Walcott.
Uret havde kun lige passeret ét minut, da Walcott med et hårdt, fladt indlæg til bagstolpen fandt Van Persie, som tog det helt rigtige løb i ryggen på sin oppasser. Med en Jon Dahl’sk inderside kunne han uden problemer sende hjemmeholdet i front.
Blackburn rystede dog chokstarten af sig og fik spillet sig ind i kampen, så da Morten Gamst Pedersen efter godt en halv time udlignede på et smukt frispark, lignede det en kamp, hvis afgørelse skulle findes sent i opgøret.
Men det gad Arsenal og i særdeleshed Robin van Persie ikke vente på. Med næste en kopi af 1-0-målet og en genial frispilning til Alex Oxlade-Chamberlain sørgede den hollandske anfører for en føring på 3-1, der ikke blev mindre komfortabel af, at Gael Givet kort inden pausen fik direkte rødt kort for en grim stempling.
Nedrykningstruede Blackburns trængsler fortsatte i de sidste 45 minutter. Et kvarter efter pauseteen havde Arsenal tromlet fuldstændigt hen over John Faxes tidligere klub og fordoblet deres målscoring.
En afretter fra Mikel Arteta, et flot gennemspillet angreb afsluttet af Oxlade-Chamberlain og en fuldbyrdelse af hattricket fra Van Persie gav tenniscifrene 6-1 allerede en halv time før slutfløjt. Samtidig nåede Van Persie op på 24 sæsontræffere i ligaen indtil videre – ni mere end nummer to Demba Ba.
Til Blackburns held var det som om Arsenal herefter slækkede lidt på kræfterne, og først sent i overtiden kom den indskiftede lejesvend Thierry Henry også på tavlen - selvfølgelig assisteret af Van Persie. 7-1 til Arsenal.
Med sejren kravler Arsenal fra 7. til 5. pladsen i ligaen, men det kan blive midlertidigt, hvis Liverpool og Newcastle vinder deres kampe i morgen. Blackburn? Ja, de rykker faktisk en plads ned til nummer næstsidst grundet den kraftigt forringede målscore. 53 indkasserede mål er dårligst i Premier League.








