Den 26-årige argentinske midtbanespiller Fernando Gago skifter fra Real Madrid til Valencia. Det bekræfter klubben fra havnebyen.
Fernando Gago har længe været en del af overskudslageret på Santiago Bernabeu. I sidste sæson var han udlejet til Roma, og med en salgspris på bare 45 millioner kroner, var det forventet at Gago ville forlade den spanske hovedstad på mere permanent basis. Den handel er nu på plads.
Valencia ventes at stå klar med en fire-årig kontrakt til argentineren, der kom til Real Madrid fra Boca Juniors tilbage i 2007. Valencia bekræfter på sin officielle twitter-profil, at der foreligger en aftale mellem de to klubber.
- Fernando Gago ankommer i aften til Hotel Valencia Palace efter en for-aftale er blevet lavet mellem Real Madrid, Valencia og spilleren selv, skriver klubben.
Gago, der spillede 31 gange for Roma i sidste sæon, forventes at blive præsenteret officielt i de kommende dage.
tipsbladet.dk








