Anders Lindegaard er klar til at tilbageerobre pladsen i United-målet, men indrømmer samtidig, at han gennemlevede en svær tid i sidste sæson.
Da Anders Lindegaard kom til Manchester United i forrige transfervindue, og den unge spanier David De Gea gjorde ham selskab, var det de færreste der troede, at den blonde dansker ville etablere sig i storklubben.
Men til Lindegaards held viste De Gea sig at være uhyre usikker, og danskeren fik masser af spilletid, inden en skade satte ham ud af spillet og sendte David de Gea tilbage som førstemålmand. Nu står en ny sæson for døren, og den tidligere OB-keeper er klar til igen at imponere i den engelske storklub.
- Jeg tror på, jeg kan blive nummer et, fordi hvis jeg ikke tror på det, så kan ingen andre tro på det. Jeg vil aldrig være i United bare for at sidde på mine penge, siger Anders Lindegaard i et interview til Daily Mail.
Lindegaard får muligheden for at gøre sig bemærket i Uniteds opstart, hvor David De Gea er med det spanske landshold til OL. Derfor ligner det langt lysere tider for landsholdskeeperen, der fik en hårdt start i klubben.
- Jeg gennemgik en personligt meget hård periode - når det gælder fodbold - før vi tog på tour i sidste sæson, for jeg spillede ikke nogen kampe. Jeg følte ikke den respekt, som jeg bør føle fra mine holdkammerater dengang. Ikke nødvendigvis fordi den ikke var der, men det er bare den følelse man har, lyder det ærligt fra fynboen, der i samme interview fortæller, at respekten fra holdkammeraterne er kommet i takt med hans gode præstationer.










