Kometen Nicolai Jørgensen satser på gennembrud i Leverkusen
Nicolai Jørgensen sprang Superligaen over og skiftede direkte fra AB i den næstbedste række til den tyske storklub Bayer Leverkusen. Og status efter første sæson i Bundesligaen er mere end godkendt for unge Jørgensen. Syv kampe i Bundesligaen og to i Champions League blev det overraskende til for venstrekantsspilleren, der oprindeligt var tiltænkt en lærlingerolle i førsteholdstruppen.
Derfor var det også lidt skudt over mål, da den tyske avis Bild havde både Simon Kjær og Nicolai Jørgensen på listen over sæsonens Bundesliga-flop. Givetvis fordi Jørgensen spillede meget i begyndelsen af sæsonen og knap så meget i den sidste del. Efter et år i et benhårdt og topprofessionelt miljø i den tyske storklub føler Nicolai Jørgensen sig klar til gennembruddet i Bundesligaen.
- Det var over alle forventninger, at jeg allerede i starten fik så meget spilletid. I foråret har det været knap så prangende, men jeg føler alligevel, at jeg lærer noget hele tiden. Jeg har udviklet mig helt vildt både personligt og som fodboldspiller. Jeg føler mig mere klar nu til at tage kampen op for at få en plads på holdet i Leverkusen. Jeg er klar til mere nu, siger Nicolai Jørgensen.
Med hans speed, mod til at udfordre og skarpe afslutninger ligner han en starter på venstrekanten mod Schweiz på lørdag dog med hård konkurrence fra OBs Bashkim Kadrii. På længere sigt kalder A-landsholdet, hvor han allerede har været med i truppen et par gange. Det har givet ham en skyhøj selvtillid.
- Det har været et kæmpe skulderklap at få lov til at være en del af A-landsholdet og snuse lidt til det hele. Det er noget, jeg helt sikkert kan bruge på klubholdet og her til U21 EM. Man træner med de bedste danske spillere, og det er kun med til at udvikle mig, forklarer Nicolai Jørgensen.
Han har også allerede sat kursen mod drømmedestinationen, når han først har slået igennem i Leverkusen.
- Om fem år håber jeg at spille i Arsenal. Det er min drømmeklub over dem alle. Så det går jeg målrettet efter, siger Jørgensen med et smørret grin.
Men først venter flere år i Leverkusen, og det giver Jørgensen ro til at fokusere på U21-landsholdet.
- Jeg har slet ikke det pres på mig, som mange andre af mine landsholdskammerater. De spiller også for at blive solgt til EM. Jeg er allerede der, hvor jeg gerne vil være. Jeg er i en storklub, hvor jeg har alle muligheder for at spille og udvikle mig. Det giver en ro til at fokusere alle mine kræfter på at hjælpe U21-holdet så langt som muligt.








