Selvom Alex Ferguson tidligere har udtalt, at Manchester Uniteds køb af David de Gea er i hus, nægter den unge målmandskomet at tage stilling til sin fremtid inden U21-EM i Danmark er afsluttet.
Mange troede, at Manchester Uniteds langvarige jagt på en afløser for Edwin van der Sar havde nået en konklusion, da Alex Ferguson annoncerede, at man var nået til enighed med Atletico Madrid om et køb af det spanske supertalent. Senere afviste de Gea dog, at han var nået til enighed om at skifte til det engelske storhold.
Den blot 20-årige målmand, der allerede har spillet over 80 kampe for sin spanske klub, vil nu i stedet fokusere på det forestående U21-EM på dansk grund, inden han tager en beslutning om sin fremtid.
- Jeg vil først tale om min fremtid efter U21-EM, slår de Gea fast ifølge SkySports.
De Røde Djævle står derfor med en uafklaret målmandssituation efter Edwin van der Sar lagde handskerne på hylden efter Champions League-finalen. Og selvom Alex Ferguson for blot et halvt år siden hentede danske Anders Lindegaard til klubben, tyder intet på, at den legendariske skotske manager har danskeren i tankerne som førstemålmand.
Rapporter fra både spansk og engelsk presse mener at vide, at Manchester United har forhandlet sig til en pris på den dyre side af 150 millioner kroner for fremtidens målmand i spansk fodbold, men det vides altså endnu ikke, om spanieren er at finde på Old Trafford i næste sæson.








