Kritikken af Carsten Werges begejstring for Barcelona tirsdag aften er ikke et problem, lyder det fra TV 3 Sport.
Det er intet problem, at Carsten Werge roste Barcelona til skyerne under 1/8-finalen i Champions League. Carsten Werge fik hug på Twitter for at holde med Barcelona, men redaktionschef på TV3 Sport, Kim Mikkelsen, synes kun det er godt, at Werge viser begejstring, når et hold spiller så godt, som Barcelona gjorde.
- Hvis hans begejstring for Barcelona var stor i går, kan jeg da godt forstå ham. Jeg tror, en hel verden så en opvisning fra Barcelona i går, så hvis han har ladet sig begejstre af det, synes jeg, det er helt fint, siger han.
TV 3 har efter kampen fået flere henvendelser fra seere, der synes, at Werge var lidt for glad for Barcelona, og på Twitter var specielt fodboldspilleren Bajram Fetai efter Carsten Werge, og skrev blandt andet, at Werge skulle tage sin Barca-trøje af.
- Jeg husker, at Werge var meget begejstret for AC Milans præstation i den første kamp for nogen uger siden, så der må han jo have haft Milan-trøje på ifølge Fetai, svarer Kim Mikkelsen, der mener, at resten af verden lige som Carsten Werge kunne se, hvor fantastisk spillede.
- Man skal se det, man kommenterer. En hel verden så, og det kan jeg så forstå, at Bajram Fetai ikke syntes var så imponerende, hvad Barcelona lavede. Der er vidst bred enighed om, at det var en opvisning fra Barcelona, så jeg har intet problem med, at Carsten lader sig begejstre, siger han.









